Opfordringen fra Venstres Ungdom til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er soleklar.
Hvis Dansk Folkeparti fortsat udelukker skattelettelser til efteråret, så må statsministeren udskrive valg, lyder det fra landsformand Chris Preuss.
- Skattelettelser er så centralt for Venstre, at hvis vi ikke kan få det igennem, så skal vi tage et valg.
Men risikerer man ikke at få en kort levetid som V-regering, hvis man går så ultimativt til tingene?
- Jo, og det er også derfor, jeg siger, at man skal starte med at forhandle, og jeg har et håb og en tro på, at man godt kan mødes, men skattelettelser er så centrale for den her regering.
- Vi har slået hårdt på, at det skal kunne betale sig at arbejde, og at der skal være skattelettelser i bunden. Og selvfølgelig skal vi komme igennem med det, og gør vi ikke det, så har jeg svært ved at se, hvorfor DF skal være støtteparti, siger Chris Preuss.
Så når året er omme, har vi enten fået skattelettelser eller valg i din verden?
- Ja, og så håber jeg allermest på skattelettelser, siger VU-formanden.
Løkke: Det er en kendt sag
Lars Løkke Rasmussen tager dog udmeldingen fra Dansk Folkeparti om, at partiet udelukker skattelettelser inden et valg, når udgifterne til at håndtere flygtningesituationen er så store, med ophøjet ro:
- Det er jo en kendt sag, at Dansk Folkeparti prioriterer offentlige udgifter over skattelettelser. Det er jo ikke en ny position. Det er heller ikke en ny position, at jeg ønsker nogle skattelettelser for, at det bedre kan betale sig at arbejde, siger statsministeren.
Venstre-regeringen ville oprindeligt have forhandlet en ny skattereform på plads i dette forår, hvor regeringen blandt andet skulle forsøge at indfri sine ambitioner om at sænke topskatten med fem procentpoint.
Men tidligere på året udskød statsministeren de forhandlinger til efteråret, da regeringen arbejder på et økonomisk 2025-udspil, som præsenteres til august, og som skal danne grundlag for forhandlingerne.
Lars Løkke Rasmussen er dog enig med DF-formand Kristian Thulesen Dahl i, at udgifterne til flygtninge spiller en stor rolle i de kommende økonomiske reformer:
- Det er præcis på grund af flygtningesituationen, at jeg har sagt, at det her skal vi ikke gøre i foråret. For de udgifter, der knytter sig til, at der kommer mange asylansøgere, skaber usikkerhed og udfordringer. Det skal vi have mere greb om, inden vi kan lave en plan, siger statsministeren.