Dansk Folkeparti udelukker, at der kan komme skattelettelser til danskerne, hverken til efteråret eller i resten af valgperioden, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ellers har lovet.
Det meddeler Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, som nævner udgifterne til flygtningene som grunden til, at der ikke er penge til skattelettelser.
Og selvom både Venstre og Liberal Alliance maner til ro, så bekymrer det politikerne i blå blok, lyder vurderingen fra DR's politiske analytiker Christine Cordsen.
- Det er kun to måneder siden, blå blok var i en form for gruppeterapi, hvor Lars Løkke Rasmussen trak det ultimative våben og truede med valg for at forsøge at skabe mere sammenhold, og lige siden har de nærmest hoppet fra krise til krise, siger hun og fortsætter:
- Forholdet i blå blok har udviklet sig til en lang magtkamp, og selvom de, når de snakker til os med kameraet, forsøger at nedtone det, så meget de kan, så er det da noget, der bekymrer langt ind i Venstre, og det bekymrer regeringen dybt.
Skattereform er kun toppen af isbjerget
Ifølge Christine Cordsen er stemningen på Christiansborg i disse dage dårlig, for ikke alene skal der altså nu forhandles om en skattereform, der skal også skabes enighed om et nyt system til ejendomsvurderinger, hvor partierne er rygende uenige.
Desuden skal der laves en finanslov i en situation, hvor der mangler penge, og hvor der oven i købet er stigende udgifter til flygtninge og familiesammenføringer, som presser budgetterne.
- Man må næsten håbe for regeringens topministre, at de får en god, lang sommerferie, for der tegner sig et meget, meget vanskeligt efterår. Og jeg tror ikke, der er nogen i blå blok, der lige nu ved, hvordan det her skal landes, siger Christine Cordsen.