Venstre siger nej til mindstealder for omskæring

Venstres folketingsgruppe vil ikke indføre en mindstealder for omskæring, oplyser sundhedsordfører.

En muslimsk dreng omskæres af en læge i landsbyen Lazhnitsa 300 kilometer syd for den bulgarske hovedstad, Sofia. (Foto: © REUTERS/Maxim Shemetov Scanpix, Stoyan Nenov)

Venstres folketingsgruppe afviser en mindstealder for omskæring. Det oplyser sundhedsordfører Jane Heitmann (V).

Alle folketingsgruppens medlemmer står bag beslutningen, oplyser hun.

- Vi siger nej til et forbud mod omskæring af drenge. Der er mange grunde, hvis man spørger de enkelte medlemmer af folketingsgruppen. Jeg tror, at de fleste i gruppen har haft nogle religiøse overvejelser, siger Jane Heitmann.

Andre peger på sundhedsfaglige, etiske og sikkerhedspolitiske overvejelser, siger hun.

Socialdemokratiets folketingsgruppe har også afvist et forbud mod omskæring af drenge.

Der samles underskrifter ind til et borgerforslag, som kan forelægges Folketinget. Det har i skrivende stund knap 44.500 underskrifter, og der kræves 50.000, for at det kan behandles i Folketinget.

Forslaget vil indføre en aldersgrænse på 18 år, så drenge selv kan afgøre, om de vil omskæres. Ritualet er udbredt blandt jøder og muslimer, og 60 procent af amerikanske drenge er omskåret.

Det Jødiske Samfund har advaret om, at en aldersgrænse reelt er det samme som at forbyde omskæring.

Ministre i samråd

Fredag var fem ministre i lukket samråd om sagen i Sundheds- og Ældreudvalget i Folketinget.

Det var justitsminister Søren Pape Poulsen (K), sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og kirkeminister Mette Bock (LA).

Gjorde samrådet udslaget for Venstre?

- Nej. Det er et emne, vi har diskuteret i længere tid. Vi har haft en rigtig god drøftelse i Venstre folketingsgruppe. Der er enighed i gruppen om, at vi ikke støtter et forbud mod drengeomskæring, siger Jane Heitmann.

- Det er en samlet Venstre-gruppe, der bakker op om det.

Personligt har Jane Heitmann lagt vægt på det religiøse aspekt.

- Jeg har haft mange overvejelser om religionsfrihed i Danmark. Jeg har naturligvis også lyttet til det, der blev sagt ved det lukkede samråd om de sikkerhedspolitiske aspekter, siger Jane Heitmann.

/ritzau/