Sundhedsminister til regioner: Bare rolig, der kommer flere penge

Der vil ”unægtelig” komme flere sygeplejersker og læger på sygehusene, siger sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Ifølge sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) vil der blandt andet være midler til overbelægning på sygehusene, når regeringen senere på året fremlægger sit finanslovsforslag.

Den nye økonomiaftale mellem Danske Regioner og regeringen har allerede fået flere regioner til at varsle både nedskæringer og afskedigelser.

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) mener dog, at regionerne bør slå koldt vand i blodet – der kommer nemlig flere penge til sundhedsområdet i forbindelse med finanslovsaftalen.

- Der vil vi sætte penge af til, at vi kan løfte sundhedsvæsnet yderligere. Dermed står vi også ved vores løfter fra før valgkampen, hvor vi sagde, at vi ønskede at give et løft på 2,4 milliarder kroner, siger hun.

Vil betyde flere sygeplejersker

Regionerne har varslet nedskæringer og fyringer efter, at der med økonomiaftalen blev afsat halvanden milliard ekstra til sundhedsområdet, der især lider under kraftigt stigende medicinpriser.

Målet for regionerne var nemlig to milliarder kroner, hvis de skulle undgå yderligere nedskæringer for at få råd til den dyre medicin, som de ikke må prioritere i for regeringen.

Sophie Løhde mener dog ikke, at regeringen har lavet en for stram aftale ved kun at løfte området med halvanden milliard kroner.

- Samtidig siger vi jo, at der også er andre steder, der skal prioriteres i sundhedsområdet. Det vil unægtelig betyde flere sygeplejersker og flere læger på sygehusene, forklarer hun.

Før regeringen har fået gennemført en status af sundhedsområdet, vil sundhedsministeren ikke pege præcist på, hvordan regeringens prioriteringer vil se ud. Hun forklarer dog, at der vil være fokus på de ældre medicinske patienter samt overbelægningen på sygehusene.

Region sætter ikke lid til lovede milliarder

Region Syddanmark er én af de regioner, som har varslet fyringer og nedskæringer.

Her vil man dog ikke sætte sin lid til, at regeringens finanslovsmilliarder pludselig vender billedet.

- Jeg tror ikke, at vi kommer til at undgå besparelser, men måske kan det afbøde nogle af virkningerne, siger regionsrådsformand Stephanie Lose.