Der er klare tabere i regeringens nye boligskatteudspil.
Det erkender skatteminister Karsten Lauritzen (V) blankt i et interview i Deadline på DR2 i aftes.
Taberne i regeringens udspil er kort sagt dem, der skal ind på boligmarkedet efter 2021, når regeringens udspil efter planen er trådt i kraft.
- Der er mange, der vinder, men dem, der taber, er de nye, der kommer ind på boligmarkedet efter 2021. Og det er der relativt lang indflyvning til, nemlig fem år, siger Karsten Lauritzen.
- Taberne er jo dem, der har været vindere. Blandt andet som følge af det gamle boligskattestop, siger han.
Førstegangskøbere efter 2021 taber
Som eksempel på, hvordan de tidligere vindere i fremtiden bliver tabere, peger Karsten Lauritzen på, at hvis man købte en lejlighed i København for nogle år siden, så ville man opleve at betale relativt lidt i boligskat.
Hvis man til gengæld købte et hus i samme kommune, for eksempel i Valby, ville man betale meget mere i boligskat.
- Den forskelsbehandling rykker vi ikke ved, så længe folk bor i huset eller lejligheden, men for de næste, der kommer ind, der får man rettet op på den skævhed, siger Karsten Lauritzen.
Dermed vil fremtidige førstegangskøbere af især ejerlejligheder i København altså stå til at ”tabe” mest på regeringens boligskatteudspil.
Men der er trods alt også enkelte positive ting at se frem til, hvis man befinder sig i den kategori, siger skatteministeren.
- Når vi siger, at der kommer en skatterabat, der følger med lejligheden eller huset, og den næste ejer må betale mere i skat, så må man alt andet lige forestille sig, at prisstigningerne bliver mindre, end de ellers ville have været. Så det bliver billigere for dem at komme ind på boligmarkedet, siger Karsten Lauritzen.
Flere økonomer udpegede allerede i går, da regeringen fremlagde sit udspil, netop kommende boligkøbere i storbyerne som værende blandt taberne i regeringens forslag.