SF om integrationsordning: Arbejdsgiverne skal komme i gang

Det er arbejdsgivernes ansvar, at kun 81 flygtninge er i gang med en integrations-grunduddannelse, mener SF.

- Man har sådan et indtryk af, at arbejdsgiverne bare sidder derude og venter på, at gaverne kommer flyvende som stegte duer ind i munden på dem, siger SF's beskæftigeksesordfører, Karsten Hønge. (Foto: © Sara Gangsted, Scanpix)

Pilen peger på arbejdsgiverne, når der skal placeres et ansvar for, at kun 81 flygtninge og familiesammenførte indtil videre er kommet i gang med en integrationsgrunduddannelse (IGU).

Det mener SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, som kalder omfanget for ”sølle”.

- Det er simpelthen ikke godt nok, fordi der står folk derude, der har brug for de her tiltag, siger Karsten Hønge.

IGU blev aftalt ved trepartsforhandlingerne tilbage i marts. Men Karsten Hønge mener, at arbejdsgiverne har været for passive.

- Man har sådan et indtryk af, at arbejdsgiverne bare sidder derude og venter på, at gaverne kommer flyvende som stegte duer ind i munden på dem. Men arbejdsgiverne må selv løfte sig fra sæderne og komme i gang med at give et bidrag, siger Karsten Hønge.

LO mener også, at arbejdsgiverne har det primære ansvar for, at flere flygtninge med opholdstilladelse kommer i gang med et IGU-forløb.

- Det er selvfølgelig virksomhederne, som har det første ansvar. Fordi det er jo dem, der skal ansætte dem. Det er også dem, der skal bruge arbejdskraften efterfølgende, siger Ejner Holst, der er næstformand i LO.

DA sender skyld videre til jobcentre

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) afviser kritikken.

- Virksomheder skal jo først og fremmest drive virksomhed. Deres primære opgave er jo ikke en beskæftigelsesindsats. Det er jobcentrene, der har den opgave, siger Pernille Knudsen, der er viceadministrerende direktør i DA.

- Og der er for mange virksomheder, som ikke er blevet kontaktet af jobcentret med henblik på at tage et ansvar for denne her opgave, fortsætter hun.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Her er der oprettet IGU-forløb:

  • Odense: 27 forløb

  • København og Aabenraa: 7 forløb

  • Jammerbugt: 6 forløb

  • Frederikshavn: 4 forløb

  • Aalborg, Esbjerg, Aarhus og Kolding: 3 forløb

  • Hjørring, Svendborg, Assens, Viborg og Ringkøbing-Skjern: 2 forløb

  • Slagelse, Sønderborg, Thisted, Brønderslev, Favrskov og Tønder: 1 forløb

  • Kilde: Styrelsen for International Rekruttering og Integration

KL sender bolden videre

Kommunernes Landsforening (KL) understreger, at kommuner og jobcentre gør alt, hvad de kan for at få flygtninge ud på arbejdsmarkedet.

- Der vil også komme nogle store økonomiske konsekvenser for de enkelte kommuner, hvis vi ikke får flygtninge i gang, fordi vi kommer til at bære en meget stor forsørgerbyrde. Så vi har meget stort fokus på det her, siger Thomas Kastrup-Larsen, der er formand for KL’s arbejdsmarkedsudvalg og borgmester i Aalborg.

Men han mener også, at arbejdsmarkedets parter selv bærer et stort ansvar.

- Det er jo en del af en trepartsaftale. Man er blevet enige om, hvad det er, både arbejdsgiver- og arbejdstager-organisationer har forpligtet sig til. Så derfor er det også vigtigt at holde dem op på, at nu skal der altså også leveres, siger Thomas Kastrup-Larsen fra KL.

FLYGTNINGE I JOB

Der er flere muligheder for, at flygtninge med opholdstilladelse kan komme i job. Kommunen har pligt til at finde et beskæftigelsestilbud, hvis ikke flygtningen selv gør det:

  • Integrationsgrunduddannelsen (IGU): 2-årigt forløb med lønnet virksomhedspraktik, inkl. 20 ugers skoleundervisning hvor flygtningene modtager en uddannelsesgodtgørelse der svarer til integrationsydelsen. Kan benyttes af flygtninge mellem 18 og 40 år, der samtidig har haft folkeregisteradresse i Danmark i mindre end 5 år. Arbejdsgiveren modtager en bonus på 40.000 kroner for hver gennemført forløb.

  • Virksomhedspraktik: Ulønnet praktik i op til 13 uger med forlængelse i op til 26 uger. Ved siden af arbejdet går flygtningene i sprogskole i 2-3 dage om ugen.

  • Løntilskud: Lønnet ansættelse i op til 1 år. Flygtningen får løn af virksomheden, som modtager et løntilskud på op 74,05 kr. pr. time.