SF-formand om Morten Østergaard: En pinlig anklage

Pia Olsen Dyhr (SF) er alt andet end imponeret over De Radikales flygtningekritik af SF, som hun mener er forfejlet.

Pia Olsen Dyhr mener ikke, at SF har et ansvar for, at flygtninge får økonomisk ringere vilkår i Danmark. (Foto: © DR)

SF's formand Pia Olsen Dyhr går nu i kødet på De Radikales leder Morten Østergaard.

Det sker efter, at Morten Østergaard har indikeret, at den boligjobordning som SF støtter, bliver finansieret med asylstramninger:

- Det er en lille smule pinligt, at man klandrer SF for at legitimere asylstramninger. Dem stemmer vi klart imod, og ansvaret for asylstramninger må ligge hos de partier, der stemmer dem igennem, siger Pia Olsen Dyhr, og kalder Morten Østergaards logik for "molboagtig":

- Man kan ikke på den måde sige, at bestemte penge i en finanslov bruges til en ting og andre penge til nogen andre ting. Asylstramningerne var blevet til noget uanset hvad, lyder det fra Pia Olsen Dyhr.

Stramninger bebudet i går

I går kritiserede Morten Østergaard SF og Alternativet, da netop disse to partier mente, at deres støtte til Lars Løkke Rasmussens boligjobordning kan medføre, at boligjobordningen finansieres med penge fra asylstramninger. Asylstramninger, som blev bebudet af den nye Venstreregering i går:

- Det var ærgerligt, at SF og Alternativet ikke kunne gennemskue, at de penge der skal bruges på et håndværkerfradrag, blandt andet skal betales af verdens fattigste. De har været med til at udskrive en regning, vi nu kan se, hvor skal betales, sagde Morten Østergaard.

Og den anklage vil SF's formand, Pia Olsen Dyhr, altså ikke høre tale om.

Finansiering først på plads i efteråret

Det er endnu usikkert, hvordan boligjobordningen overhovedet skal finansieres.

Det vil først fremgå af finansloven, der vedtages i efteråret, og som ventes at blive indgået mellem de blå partier. Hvis det er tilfældet, kan det blive en udfordring for SF og Alternativet at kontrollere, hvordan boligjobordningen finansieres.

Det lykkedes i mandags regeringen at indgå en aftale om at genindføre håndværkerfradraget, også kendt som Boligjobordningen, sammen med Alternativet, SF, Konservative og Dansk Folkeparti.

Fra 2016 og 2017 øremærkes en del af de fradragsberettigede ydelser til arbejde med energi- og klimaforbedringer.

- Vi har sikret en grøn frem for sort ordning

Pia Olsen Dyhr understreger, at der er råderum i dansk økonomi til at indføre et håndværkerfradrag uden at det nødvendigvis skal finansieres af den nye asylaftale. I hendes optik er det dermed udelukkende en god ting at SF med sine stemmer har sikret en grønnere boligjobordning i årene 2016 og 2017.

- Hvis ikke vi havde lagt stemmer til en grønnere boligjobordning, havde Lars Løkke Rasmussen givetvis fået flertal med stemmer fra Liberal Alliance. Så havde ordningen været sort og ikke grøn, og så var der i stedet kommet topskattelettelser, siger SF's formand med henvisning til at Anders Samuelsen (LA) tidligere havde ønsket dette, hvis Liberal Alliance skulle støtte ordningen.

Pia Olsen Dyhr mener desuden, at Morten Østergaards kritik klinger en smule hult, da hun ikke forstår, hvorfor at han som en del af regeringen strammede reglerne for familiesammenføringer:

- Hvis Morten Østergaard ikke ville bidrage til kapløbet om asylstramninger, så skulle han ikke have stemt for i første omgang, siger hun.

Uenighed raser på Twitter

Også på Twitter raser debatten mellem partierne i rød blok. På den ene side står de partier, der stemte boligjobordningen igennem, Alternativet og SF. På den anden side Enhedslisten og De Radikale.

Eksempelvis spørger Enhedslistens pressechef Emil Nielsen:

- Bliver det mon i dag at SF og Alternativet indrømmer, at det er velfærdsbesparelser og ulandsbistand, som betaler boligjobordning?

Alternativets finansordfører Josephine Fock forventer dog ikke, at pengene, der skal bruges på boligjobordningen, kommer fra asylaftalen:

- Vi har en klar aftale om, at det ikke går fra flygtninge, udvikling eller den offentlige velfærd, skriver Josephine Fock på Twitter.

Pia Olsen Dyhr, Josephine Fock skriver, at I har en klar aftale om at pengene til boligjobordningen eksempelvis ikke kommer fra udviklingsbistanden. Har I det?

- Det må du spørge Josephine Fock om. Men vi kommer ikke til at stramme asylreglerne, som Morten Østergaard gjorde, da han var i regering.

Det har ikke været muligt at få en supplerende kommentar fra Josephine Fock på spørgsmålet om, hvor klar omtalte aftale er.