Det skal bedre kunne betale sig at tage en uddannelse for ledige, der er ufaglærte eller har en forældet uddannelse. På den måde får vi flere ledige i arbejde.
Sådan lyder det fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, der nu spiller ud med sit og partiets hovedkrav til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) frem mod forhandlingerne om regeringens bebudede 2025-plan, der skal øge det økonomiske råderum.
Mette Frederiksens hovedfokus bliver at få flere ufaglærte ledige og ledige med en forældet faglig uddannelse i arbejde. Det skal ske med en økonomisk gulerod.
Konkret vil Socialdemokraterne hæve dagpengesatsen for de to grupper af ledige, når de er under uddannelse, fra 80 til 110 procent. Det svarer til 1.250 kroner ekstra om ugen.
- Vi skal have viljen og evnen som samfund til at bruge flere penge på dem, der står i en rigtig svær situation på vores arbejdsmarked. Og det haster, siger Mette Frederiksen til DR Nyheder.
- Vi ved, at vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft i det her samfund. Rigtig tit er der fokus på dem, der tager en akademisk uddannelse. Vi vil have mere fokus på vores ufaglærte, siger hun og kalder den øgede dagpengesats for "et rigtig, rigtig vigtigt krav til forhandlingerne".
Stod selv bag ordningen
Mette Frederiksen vil med forslaget også udfordre de partier i blå blok, der ser det som altafgørende at give skattelettelser i forbindelse med efterårets økonomiske forhandlinger.
- Jeg kan høre, at mange af de blå politikere siger, at vi skal give topskattelettelser, fordi dem, der i forvejen tjener rigtig mange penge, skal have en gulerod for at arbejde endnu mere.
- Så nu tager jeg dem lidt på ordet og siger: Skulle vi ikke prøve det med en økonomisk gulerod, bare et andet sted i vores samfund. Nemlig til dem, der har mindst uddannelse, siger Mette Frederiksen.
S-formanden stod som beskæftigelsesminister i 2014 selv i spidsen for den reform, som fastsatte de nuværende regler, hvor ledige ufaglærte og ledige med en forældet faglige uddannelse kan tage en uddannelse til 80 procent af dagpengesatsen.
Dengang var forventningen, at over 2.000 ledige hvert år ville gå i gang med en erhvervsuddannelse - men i 2015 blev ordningen kun brugt af omkring 40 ledige.
Fungerer ikke godt nok i dag
I dag står det derfor krystalklart, at ordningen ikke har haft den ønskede effekt, erkender Mette Frederiksen.
- Den ordning, der er i dag, fungerer ikke godt nok. Der er ikke ret mange, der bruger deres arbejdsløshedsperiode på at uddanne sig, og det kan jo godt være, at en af grundene til det er, at man kun kan få 80 procent af dagpengene.
- Derfor ønsker vi at prøve at bruge flere penge på den her gruppe. Både af hensyn til dem selv, så flere får et stærkere fundament at stå på, så de faktisk kan klare sig i konkurrence om fremtidens job. Men vi tror også, at det her er den rigtige måde at føre erhvervspolitik på, siger S-formanden.
Tilbage i 2014 var der fra dele af fagbevægelsen kritik af den daværende SR-regering og Mette Frederiksen for, at ufaglærte ledige og ledige med en forældet uddannelse skulle videreuddanne sig til 80 procent af dagpengesatsen og ikke til en fuld dagpengesats eller højere.
To år senere vil Mette Frederiksen nu hæve satsen til 110 procent.
Skulle du have lyttet mere dengang?
- Jamen, jeg har det sådan, at det vi satte i gang dengang var det rigtige. Altså at man skal kunne bruge sine arbejdsløshedsperioder på at uddanne sig. Så er der noget, der tyder på, at det med pengene faktisk spiller en rigtig vigtig rolle. Det blev også sagt dengang. Nu tager vi så konsekvensen her på tærsklen til en stor forhandling om den økonomi, der skal være rammen for Danmark i de kommende år, siger Mette Frederiksen.