Der er ikke ligefrem jubelstemning i rød blok efter den brede kommuneaftale, som S og R netop har indgået med V og DF.
Aftalen er nemlig med til at sikre, at Venstres kommuneaftale for 2016, der indeholder besparelser i den offentlige sektor, bliver en realitet, når de her til eftermiddag stemmer aftalen igennem i Folketingets Finansudvalg.
I Danmarks tredjestørste fagforbund, FOA, der primært organiserer offentligt ansatte, kalder forbundsformand Dennis Kristensen det både 'overraskende, skuffende og forståeligt', at det stemmes igennem med hjælp fra S og R.
- Vi er derhenne, hvor et politisk flertal nu stiller sig bag Venstres nulvækst-politik. Regeringen er sikret opbakning til sit omprioriteringsbidrag i de kommende fire år. Jeg tror, at det kommer bag på mange danskere, der satte en stemme på mere velfærd, lyder fra Dennis Kristensen i en pressemeddelelse.
- Aftalen får store konsekvenser for velfærden. I 2019 vil kommunerne have 10 milliarder kroner mindre til den borgernære velfærd. Det er saftsjaskende mange, fortsætter Dennis Kristensen.
Målløs EL
Hjælpen til kommuneaftalen kom fra en på flere måder uventet kant, da De Konservative i går trak støtten til kommuneaftalen, fordi aftalen omfatter en regulering af boligejernes grundskyld.
Pelle Dragsted - Enhedslistens finansordfører- undrer sig over, at partierne lægger stemmer til V-aftalen:
- Jeg synes, det er et kæmpe svigt. Det er ikke mere en måned siden at begge partier gik til valg på at bekæmpe nulvækst. Nu havde de faktisk chancen.
- Jeg er da hamrede skuffet og målløs over, at Socialdemokraterne går ind og redder Claus Hjort Frederiksen og dermed sikrer nulvækst, siger Dragsted, der mener, at S burde have forhandlet en 'bedre aftale uden nulvækst' hjem med Venstre.
Røv i røde bukser
Imens savner SF 'røv i de socialdemokratiske bukser'.
Det siger partiets finansordfører Jonas Dahl uddyber sin skuffelse over Socialdemokraterne:
- Jeg er skuffet og forundret over, at Socialdemokraterne åbenbart nu vil lægge stemmer til minusvækst. Jeg synes ærligt talt ikke, at der er meget røv i de socialdemokratiske bukser.
Han mener ligesom Enhedslisten, at S burde have forsøgt at forhandle en bedre aftale med Venstre.
Samme toner lyder fra Alternativets Josephine Fock, der på Twitter også tilkendegiver sin utilfredshed med især S:
- Skuffende at S sikrer blå Kommuneaftale: Milliarder flyttes fra ældre, ikke bæredygtig og minusvækst, skriver hun.
Uge gammel aftale
Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) blev i sidste uge i den såkaldte og efterhånden omstridte kommuneaftale enige om, at kommunerne i 2016 skal spare én procent på budgetterne.
Det svarer til 2,4 milliarder kroner i et såkaldt omprioriteringsbidrag. De 1,9 milliarder kroner føres tilbage til kommunerne.
Aftalen fik også den gang flere hårde ord med på vejen fra mange sider.
Blandt andet fra Aarhus’ socialdemokratiske borgmester, Jacob Bundsgaard:
- Det er helt og aldeles regeringen og dens flertal, der må tage ansvaret for de besparelser, som følger af Løkke/DF-bidraget (omprioriteringsbidraget, red.), lød det fra Bundsgaard i en pressemeddelelse.
Wammen: Anderledes aftale under S
I dag indrømmer politisk ordfører Nicolai Wammen (S) også, at kommuneaftalen ikke nødvendigvis er Socialdemokratiets kop the, men:
- Situationen er den, at der er kaos i blå blok, og det har skabt usikkerhed ude i kommunerne. Derfor foreslår vi nu at gøre det på den her måde, selvom den her kommuneaftale ikke ser sådan ud, som den ville have gjort under en socialdemokratiskledet regering., siger Nicolai Wammen og fortsætter:
- Det her er på ingen måde en blåstempling af den aftale som den nuværende regering har lavet. Vi har fået en garanti for, at Venstre også i en situation, hvor de er i opposition, vil stemme for kommuneaftalen.
Dermed undgår en fremtidig socialdemokratisk regering også at komme i mindretal, hvis deres støttepartier i fremtiden skulle nægte at stemme for kommuneaftaler, som De Konservative i går bebudede, at de ville gøre.