De grundlæggende kerneydelser i velfærdssamfundet kommer under pres, når regeringen til næste år lægger op til milliardbesparelser. Det siger fagforbundet FOA, efter at regeringen i dag har fremlagt sin økonomiske redegørelse.
Her står, at det offentlige forbrug i 2011 skal skæres ned med 0,3 procent. Det svarer til over en milliard kroner.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger i forbindelse med redegørelsen, at "det er tid til at stramme tøjlerne, så vi kommer ned på et normalt offentligt aktivitetsniveau igen".
Besparelser vil ramme velfærd
Den melding skaber frygt hos de offentligt ansattes fagforening.
- Det vil igen gå ud over kerneområderne i vores velfærd, når finansministeren nu vil "stramme tøjlerne", lyder det fra forbundsformand Dennis Kristensen.
Han mener, at selv nulvækst i det offentlige forbrug resulterer i nedskæringer i frontlinjen.
Børn og ældre bliver ramt
- Vi har i dette efterår set, hvad nulvækst indebærer. Det er klare nedskæringer i den håndholdte velfærd. I efteråret så vi kommuner forringe de ældres rengøring fra hver anden uge til hver tredje og hver fjerde uge, siger Dennis Kristensen.
- Det er foruroligende at tænke på, hvad det næste skridt bliver. Er det rengøring hver femte uge, hver sjette uge eller er der bare ingen rengøring overhovedet, spørger han.
Forbundsformanden mener, at offentlige nedskæringer rammer de tunge poster i kommunerne, som er børn, folkeskole og ældrepleje.