Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i aften toner frem på din skærm med et "god aften" og sit nytårsbudskab, er det en mere end 70 år gammel tradition, han skal holde i hævd.
Men hvor statsministrenes nytårstaler førhen var målrettet hele nationen og ikke blot de personer, der havde sat deres krydser ved regeringspartiet, så er talerne siden årtusindeskiftet blevet meget mere partipolitiske og hårde i tonen.
Det mener Christian Kock, professor i retorik ved Københavns Universitet og ekspert i politisk kommunikation, som tidligere har forsket i netop politiske nytårstaler.
- Nytårstalen var egentlig tænkt som en lejlighedstale, som man kender dem fra bryllupper og højtidelige begivenheder som åbningen af De Olympiske Lege. Her hyldede man nogle værdier og ideer, som vi alle kunne være fælles om. Og statsministeren skulle tale som hele nationens leder, siger han og fortsætter:
- Men talerne har udviklet til at blive et politisk manifest, hvor statsministeren anbefaler sine egne ideer og nedgøre de politiske modstandere. Statsministeren foregiver dog, at det er værdier, som alle danskere kan være fælles om. Men læser man mellem linjerne, er der tale om partipolitik, siger Christian Kock.
Foghs opgør med smagsdommerne
Thorvald Stauning (S) var den første statsminister, der talte til danskerne nytårsdag. Det skete i 1940, og her var hovedbudskabet, at danskerne skulle holde fast i fællesskabet, nu hvor krigen var brudt ud syd for grænsen.
Det var dog først i 1946, efter Anden Verdenskrig var blevet rundet af, at statsministerens nytårstale blev en fast tradition, og med få undtagelser er talerne blevet holdt hvert år siden da.
I 1956 slog daværende statsminister H.C. Hansen (S) eksempelvis på, at selvom partierne skændtes på Christiansborg, så opnåede de mest, når de arbejdede sammen.
Og i 1986 understregede Poul Schlüter (K) i sin nytårstale, at Danmark havde et rummeligt demokrati, hvilket var årsagen til, at ekstremisme aldrig havde slået rod i landet.
Ifølge Christian Kock var det Anders Fogh Rasmussen (V), som i 2002 ændrede nytårstalens form.
- Her gjorde han op med eksperter og smagsdommere, og han talte samtidig varmt for privatiseringer. Det blev solgt som om, at det var noget, vi alle kunne være fælles om. Men det var en klar politisk programerklæring, og Anders Fogh Rasmussen satte derved en ny norm for nytårstalerne, siger han.
Behov for intelligent snak
Vores nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, er også mere politisk i sine nytårstaler end sine forgængere, siger Christian Kock.
Det så man klarest i 2010, hvor han meddelte i sin nytårstale, at efterlønnen skulle afskaffes. Og tager man hans tale fra 2016, så var hans hovedtema, at vi skal passe på Danmark.
- Men det skulle ifølge statsministeren ske ved, at vi ikke lukker så mange flygtninge ind, da de har fremmede værdier med sig, og fordi det koster velfærdssamfundet meget at have dem. Det var en bestemt holdning til flygtningepolitik, som blev solgt som om, det var noget, vi alle kunne være enig om, siger retorikprofessoren.
Christian Kock understreger, at det ikke kun er i Danmark, at stats- og regeringschefernes nytårstaler er blevet mere partipolitiske. Det ser man over hele Europa, og det kommer kun til at fortsætte. Desværre, understreger han.
- Talerne bliver strammet mere og mere som følge af, at al politisk kommunikation skal handle om at anbefale sig selv og nedgøre andre. Jeg tror bare ikke, at politikerne har indset, at stadig flere borgere og vælgere er trætte af den stil. At det hele tiden handler om at fremstille sig selv som Guds gave til menneskeheden, mens de politiske modstandere er nogle svagpissere, siger Christian Kock og påpeger, at folk gerne vil have nogle fællesværdier:
- Mange mennesker vil gerne have folk, der kan vise vej. Og der er et udækket behov for noget intelligent snak fra ledende personligheder om fællesværdier. Vi forventer bare ikke længere, at det er politikerne, som kan gøre det.