Hvis årets nytårstale skulle sammenlignes med en anden tekst, kunne det være et ugeblad.
Det såkaldte lixtal for statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) taler har været dalende for de tre nytårstaler, han har holdt.
Mens lixtallet var på 34 i statsministerens første tale i år 2010 og 30 i år 2011, er det i år 29.
Det viser en gennemgang af statsministrenes nytårstaler i perioden 2001 til 2016, som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har foretaget med en lixberegner.
Dermed har statsministerens seneste nytårstale et sprogligt niveau på højde med ugeblade og let skønlitteratur for voksne.
Lixbarhed er en forkortelse for ordet læsbarhedsindex og bruges til at beskrive, hvor let en tekst er at læse og forstå. Jo lavere lixtallet er, desto nemmere er det at forstå teksten.
Gennemgangen viser, at Helle Thorning-Schmidt sidste år holdt talen med det laveste lixtal i de seneste 15 år med et niveau på 24. Det svarer til en tekst, der har samme sværhedsgrad som en børnebog.
Lavt lixtal er en dårlig metode
Der er dog ingen fast regel for om, hvorvidt en tale skal have et højt eller lavt lixtal, siger retorikprofessor Christian Kock fra Københavns Universitet.
- At gå efter lavt lixtal er en dårlig metode. Det giver monotoni, og tilhørerne vil føle sig undervurderet. En stærk tale skal hellere have en blanding af korte og lange, nemme og lidt mere svære sætninger og helst i en blanding, der ikke er forudsigelig eller mekanisk.
Retorikeren anbefaler derfor, at man overrasker tilskuerne.
- Hold tilhørerne lidt oppe på tæerne. Lad dem føle du er et skridt foran hele tiden. Hver gang tilhørerne tror, de har gennemskuet, hvad der nu kommer, så overrask dem en lille smule.
Generelt er der mange råd til, hvordan den gode tale skal være. Blandt andet skal den lege med tilhørernes forventninger, siger Christian Kock.
- Hvis den på én gang har modsatte egenskaber i sig, kan det virke stærkt – altså at den for eksempel er sjov og samtidig rørende elle gribende.