Da den svenske regering tilbage i 2009 skulle gøre alvor af sine planer om at flytte i alt 2.700 statslige arbejdspladser, kostede det flere penge end beregnet.
Det konstaterede den svenske rigsrevision sidste år i en rapport.
For hver enkelt af de i alt 2.700 arbejdspladser kostede det i gennemsnit 1,1 millioner svenske kroner – oprindeligt var planen, at der skulle bruges 700.000 svenske kroner per udflyttet statslig arbejdsplads.
Samme skæbne kan overgå Danmark, efter at Venstre-regeringen i dag har annonceret, at i alt 3.900 statslige arbejdspladser skal rykkes ud af København og fordeles i 38 byer.
S i hovedstaden: Hundedyrt
Sådan lyder kritikken fra regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) fra Region Hovedstaden.
Hun peger på lignende erfaringer fra Norge, hvor en evaluering fra 2009 også viste, at det kostede omkring en million norske kroner i gennemsnit at flytte en statslig arbejdsplads ud af Oslo.
- Det er hundedyrt. Mellem 600.000 og 1,4 millioner norske kroner pr. ansat kostede det nordmændene - uden nogen større effekt, siger hun.
- De penge kunne vi bruge bedre på at skabe nye arbejdspladser i hele landet frem for at flytte rundt på de eksisterende, siger Hæstorp, der må se flere tusinde statslige arbejdspladser forsvinde fra Region Hovedstaden i løbet af de kommende år.
Regeringen har afsat i alt 400 millioner kroner på udflytningen af statslige arbejdspladser i sit forslag til næste års finanslov - altså 100.000 kroner per udflyttet arbejdsplads.
Hjort: Kan blive dyrere
Men allerede på dagens pressemøde, hvor de mange arbejdspladser blev udpeget, erkender finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), at det sagtens kan blive dyrere.
- Der er ingen, der siger, at det ikke kan blive mere end 400 millioner kroner, siger Claus Hjort Frederiksen.
Uforudsete udgifter i forbindelse med de mange udflytninger kan eksempelvis betyde, at der må findes flere penge i Finansministeriets kiste.
- Hvis der mangler penge et sted, er det ikke fordi, jeg vil sige, at vi ikke vil hjælpe, siger finansministeren.
Regeringen forventer, at der kan tages allerede eksisterende bygninger i brug, når de 3.900 medarbejdere skal placeres i de 38 nye byer, og dermed skal der altså ikke bruges penge på at bygge nyt.