Over de næste fire år vil regeringen afsætte 760 millioner kroner til at ansætte flere pædagoger i daginstitutioner, hvor en stor andel er socialt udsatte børn.
Det skal sikre, at børnene får en bedre start på livet, meddeler statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og børne- og socialminister Mai Mercado (K) på et pressemøde i Børnehuset Gaia på Amager i København:
- Vi ved, at en tidlig indsats er helt afgørende, for det er indenfor de første 1.000 dage, at et barns personlighed dannes. Derfor prioriterer regeringen 1 milliard kroner til den helt tidlige indsats for børn fra sårbare familier.
- På den måde vil vi sikre, at børns livsbaner bliver ændret til det bedre, så vi til syvende og sidst står med færre socialt udsatte og med flere, som får en god start på livet, siger Mai Mercado.
Penge til efteruddannelse
De 760 millioner kroner over de næste fire år svarer til cirka 460 fuldtidsstillinger i omkring 450 daginstitutioner.
Pengene gives til daginstitutioner, som har minimum 25 procent børn, hvis forældre modtager mindst 80 procents fripladstilskud.
Det svarer til, at forældrene har en årlig indtægt på under 235.448 kroner.
- Vi skal have fokus på vuggestuen, hvor vi skal sikre, at der er flere pædagoger omkring børnene, og vi skal sikre, at pædagogerne og dagplejerne er klædt på til at hjælpe de sårbare familier og de udsatte børn, siger Mai Mercado.
Regeringen vil også bruge 75 millioner kroner til en pulje til efteruddannelse af pædagoger og dagplejere, som arbejder med de små sårbare børn.
Det betyder ifølge regeringens beregninger, at knap 2.500 pædagoger og knap 1.000 dagplejere kan gennemføre et fem dage langt læringsforløb.
Den seneste opgørelse fra december 2017 over antallet af børn per pædagogisk personale viste, at i kommunale og selvejende daginstitutioner for børn i alderen 0-2 år var der 2,6-3,5 børn per ansat.
Det gjaldt for normeringen i 69 ud af de 78 kommuner, der var med i opgørelsen.