Mens der i dag forhandles om, hvilket og hvor mange nye kampfly Danmark skal have, kommer De Radikale nu med sit bud på antallet af nye fly.
Danmark bør i første omgang nøjes med at investere i 20 kampfly af typen F35 Joint Strike Fighter, lyder forslaget.
Det er syv færre, end regeringen for nylig spillede ud med, og som ifølge forsvarsminister Peter Christensen (V) ville koste omkring 20 milliarder kroner i anskaffelse og 56,4 milliarder kroner i flyenes levetid.
- Vi ønsker så få fly som muligt, men helt konkret siger vi nu: Hvad med at starte med at købe for eksempel 20 fly og så vente med at bestille ekstra, indtil vi ved, om de rent faktisk bliver leveret til tiden og til prisen, siger De Radikales forsvarsordfører, Martin Lidegaard.
En stram habit
Det er Forsvarsministeriets egne beregninger fra ministeriets kampfly-kontor, der gør, at De Radikale foreslår at købe mindre ind, end regeringen har foreslået.
Risikoen for prisstigning på F35-kampflyet vurderes til 25 procent mod ti procents chance for prisfald. For konkurrenternes vedkommende er der fem procent risiko for prisstigning og en tilsvarende chance for prisfald.
Martin Lidegaard siger om F35, at det ”på papiret er det bedste fly”, men at det samtidig er det kampfly, hvor der er den største risiko for, at producenten Lockheed Martin ikke leverer, hvad de lover.
- Vi har jo alle sammen IC4-skandalen i baghovedet, og jeg tror, at vi alle er optagede af, at Danmark rent faktisk får det, som der står, at vi skal have, siger Martin Lidegaard.
- Vi vil selvfølgelig gerne have det bedste fly, men vi vil altså også gerne være sikre på, at vi rent faktisk får det bedste fly og til den pris, som vi bliver lovet. Der tror vi altså, at det gælder om at sy en stram habit til forsvarsministeren og lægge et maksimalt pres på producenterne, siger han.
K: Useriøst
I den modsatte ende af kampfly-spektret ligger Det Konservative Folkeparti, som vil have endnu flere kampfly end de 27 styks, som regeringen har spillet ud med. Mindst 30 kampfly vil De Konservative have.
Forsvarsordfører Rasmus Jarlov (K) erklærer sig enig med Martin Lidegaard i, at der skal være styr på finansieringen, når Danmark investerer i nye kampfly. Men løsningen er ikke at købe færre kampfly – tværtimod skal der bruges flere penge på Forsvaret, så der er råd til nye fly.
- At gå endnu længere ned end det meget lave antal, regeringen har spillet ud med, vil være useriøst i forhold til at have et slagkraftigt dansk flyvevåben. Det synes jeg, at vi skal have. Derfor er vi nødt til at tilføre flere penge til forsvarsbudgettet, så vi kan få et tilstrækkeligt antal kampfly, siger Rasmus Jarlov.
Den samlede pris for købet af 27 F35-kampflyventes at lande på omkring 20 milliarder kroner, og regeringen har lagt op til, at købet skal finansieres indenfor rammerne af det nuværende forsvarsbudget, der er vedtaget i forligskredsen.
De samlede omkostninger til F35-kampflyene i hele deres levetid bliver på 56,4 milliarder kroner.
Regeringen regner med, at F35-kampflyet er færdigudviklet i 2018, og at Danmark får sit første fly i 2021.
Det er dog endnu ikke besluttet, hvor mange og hvilket kampfly Danmark ender med at købe.