Jyske virksomheder til politikerne: Pres kampflygigant til danske arbejdspladser

Regeringens anbefaling af Lockheed Martin som Danmarks næste kampflyleverandør har skabt stor skuffelse hos en række jyske virksomheder.

Tre kandidater er i spil til at levere Danmarks nye kampfly: Lockheed Martin, Boeing og Airbus.

Det er store ordrer, en række jyske virksomheder går glip af, hvis Folketinget bakker op om regeringens anbefaling og vælger Lockheed Martins F35 som Danmarks næste kampfly.

Af de tre kandidater, som er med i kapløbet, er Lockheed Martin nemlig den eneste leverandør, som ikke har forpligtet sig til at lægge ordrer i Danmark.

- Hos min virksomhed er det en ret stor sum og et ret stort antal arbejdspladser, som vi nu går glip af. Vel nok omkring 30, siger Jan Rohdemejer, som er direktør for HAI i Horsens.

Virksomheden lever af at overfladebehandle aluminium, og hvis Boings kandidat, Super Hornet-kampflyet, var blevet valgt, ville han have investeret i en helt ny produktionslinje til fly- og satellitindustrien.

Virksomhed: Forhandlerne må gå til kanten

Hans kollega Michael Holm, som er direktør i softwarevirksomheden Systematic i Aarhus, havde også lavet en aftale med Boeing. Han havde håbet på 25-30 nye arbejdspladser, og derfor føles regeringens anbefaling nedslående.

Sammen presser de og branchen nu på for at få politikerne til at kræve, at også amerikanske Lockheed forpligter sig til at lægge investeringer og skabe arbejdspladser i Danmark.

- Der er jo ikke forhandlet en kontrakt på plads endnu, så jeg kan kun opfordre til, at det hold, der skal forhandle med Lockheed Martin, har nogle tommeskruer med, som kan mærkes. Vi skal have så mange danske virksomheder med som overhovedet muligt i den her produktion, siger Michael Holm og fortsætter:

-Det vil kræve, at man går til kanten med de aftaler, der eksisterer på nuværende tidspunkt, og jeg synes, at man bør involvere både interesse- og brancheorganisationer. For der står mange arbejdspladser på spil.

Stadig muligt at stille krav til kampflygigant

Ifølge formanden for DIs kampflygruppe, Jan Falck-Schmidt, der også er direktør for Falck Schmidt Defence Systems, er dansk industris muligheder for at lukrere på den kommende ordre marginal - grænsende til ingenting - hvis valget falder på Lockheed Martin under de nuværende betingelser.

- Jeg vil være vældig ked af det, hvis man skriver under med Lockheed Martin, som det ser ud nu, siger han.

Men Jan Falck-Schmidt mener ikke, at det er for sent at stille krav:

- Forhandlingerne er meget varme i øjeblikket, så vi kæmper for, at valget af Lockheed Martin skal være betinget af et politisk krav om, at Lockheed Martin - i tråd med det, de andre har stillet til udsigt - skal forpligtes 100 procent til industrisamarbejde, siger han.

Selvom regeringen har anbefalet Lockheed Martin som Danmarks nye kampflyleverandør, er det op til Folketinget at træffe den endelige beslutning.