FAKTA Danmarks nye kampfly har været på vej i 20 år

Regeringen peger på F35 fra flyproducenten Lockheed Martin til at afløse de slidte F16.

Det bliver flyproducenten Lockheed Martins kampfly F35, der skal overtage efter F16. (Foto: © handout, Scanpix)

Regeringen løfter torsdag formiddag sløret for, at den vil have det amerikanske F35-kampfly til at være arvtageren for de udtjente F16-jagere.

Dermed når en 20-årig proces sit foreløbige højdepunkt, siden Danmark i 1997 blev et af ni partnerlande, der gik sammen om at udvikle "morgendagens kampfly".

Se tidlinjen her:

  • 1997: Danmark går med i industrisamarbejdet omkring udviklingen af F35-jagerne kaldet Joint Strike Fighter og indbetaler de første 70 millioner kroner af i alt omkring 2 milliarder kroner til programmet.

  • 2005: Forsvarets Materieltjeneste inviterer fire flyproducenter, Lockheed Martin, Eurofighter, Dassault og Gripen, til konkurrencen. Franske Dassault vælger ikke at svare.

  • Efteråret 2007: Projekt Nyt Kampfly under Forsvarskommandoen oprettes. Det særlige projektkontor skal udarbejde en analyse, der skal danne beslutningsgrundlag for politikernes valg af nyt kampfly.

  • December 2007: Eurofighter trækker sig fra den danske konkurrence.

  • Maj 2008: Boeing indtræder i konkurrencen med sit Super Hornet-fly.

  • 2009: Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) udskyder i to omgange beslutningen om typevalget til starten af 2010.

  • 2010: Ny forsvarsminister Gitte Lillelund Bech lægger beslutningen på is med henvisning til, at F16 har flere gode år i sig.

  • Marts 2013: Kampflykonkurrencen genopstartes med deadline i sommeren 2015 og Eurofighter får lov at genindtræde i konkurrencen.

  • Juli 2014: Saab trækker det svenske Gripen fra konkurrencen.

  • Foråret 2015: Projekt Nyt Kampflys rapport med beslutningsgrundlaget for typevalget er reelt færdig, men låses inde mens skiftende ministre i Forsvarsministeriet fortsætter med at udskyde den politiske del af processen.

  • August 2015: Den nytiltrådte forsvarsminister Carl Holst (V) udskyder typevalget til efteråret 2015.

  • December 2015: Forsvarsminister Peter Christensen (V) udskyder typevalget til foråret 2016.

  • Maj 2016: Regeringen peger på Lockheed Martins F35 som sit bud på Danmarks nye kampfly.

  • 2020: De første fly forventes leveret.

  • 2024 De sidste F16 forventes udfaset.

Kilder: Regeringen, nytkampfly.dk, Ingeniøren.

/ritzau/