Presset vokser på regeringen for at indføre en langvarig kontrol ved Danmarks grænser.
Dansk Folkeparti har længe krævet den permanente grænsekontrol genindført, og på Liberal Alliances sommergruppemøde lørdag kom partiet så Dansk Folkeparti i møde på en række områder inden for asyl og indvandring; blandt andet er partiet altså parat til at se på en langvarig grænsekontrol.
Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, håber, at der nu kan findes et blåt flertal for permanent grænsekontrol.
- Vi skal jo bruge 90 mandater, hvis vi skal komme igennem med kravet om, at vi skal genvinde kontrollen med Danmark – blandt andet igennem en permanent grænsekontrol, siger han.
Regeringen afviser permanent kontrol
Dansk Folkeparti har forud for efterårets politiske forhandlinger med regeringen smækket fem krav på bordet, der ud over permanent grænsekontrol indebærer straksbehandling af asylansøgninger ved grænsen, en hjemsendelsesstrategi, et opgør med de internationale konventioner og en fjernelse af retten til dagpenge for folk på midlertidigt ophold.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, understreger, at der er behov for grænsekontrol i øjeblikket, men at målet på længere sigt må være at opretholde den fri bevægelighed, og at grænsekontrollen derfor skal ophøre, når flygtningekrisen er kommet under kontrol.
Som svar herpå påpeger Peter Skaarup, at der er flere måder at tælle til 90 på.
- Der er jo den anden mulighed, som er Socialdemokraterne, som også har meldt sig på banen og har nogle af de samme ønsker som Dansk Folkeparti, siger han.
S: Indsats er nødvendig med det samme
Socialdemokraterne har ytret ønske om en strammere udlændingepolitik, og selvom partiet har afvist en permanent grænsekontrol, så siger retsordfører Trine Bramsen, at hendes parti først og fremmest er optaget af, hvad der virker.
- En permanent og fast grænsekontrol kan jo se ud på mange forskellige måder. Det, vi er optagede af, det er, at der ikke kommer udenlandske kriminelle udlændinge ind i Danmark, og at vi sætter en stopper for illegale indvandrere, siger hun.
Trine Bramsen understreger, at der er behov for en indsats i grænseområdet nu og her.
- Så lad os nu se, hvad vi kan få størst mulig effekt ud af, og så støtter vi gerne det.