V om LA-trusler: Skattelettelser er også vores ambition

Ved Liberal Alliances sommergruppemøde gentog formand Anders Samuelsen kravet om de fem procent

Liberal Alliance fremlagde i dag deres politiske vision for efteråret. (Foto: © JENS ASTRUP, Scanpix)

- Det er de fem procent, jeg skal have. Ellers er der ikke nogen Venstre-regering længere.

Sådan lyder kravet fra Liberal Alliances formand Anders Samuelsen ved partiets sommergruppemøde.

Bliver partierne ikke enige om en topskattelettelse på mindst fem procentpoint, så ligner det, at danskerne igen skal til stemmeurnerne.

Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen siger, at partiet skam også har ambitioner om skattelettelser, men at man nok havde valgt en anden strategi end Liberal Alliance, der altså truer med at trække tæppet væk under regeringen.

- Det er noget, vi går ind for, for vi ønsker at sænke skatten for både de laveste og højeste indkomster, og det står også i regeringsgrundlaget. Nu skal vi bare finde nogen, der er enige med os.

- Forhandlingerne er ikke indledt endnu, men hvis Liberal Alliance føler, at det her er deres bedste strategi, så har jeg respekt for det. Men det er ikke en strategi, jeg selv havde valgt, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Liberal Alliance har også meldt sig åben over for en langvarig grænsekontrol, men der er Venstre ikke enige.

- Det er nødvendigt med grænsekontrol i øjeblikket, efter der sidste år gik hul på Europa, og indtil der er en tilfredsstillende ydre grænse, er vi nødt til at have den interne, men det er ikke et mål i sig selv. Det er et nødvendigt middel i øjeblikket, og det anerkender vi.