Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF er bekymrede for, at transportminister Ole Birk Olesen (LA) siden sin tiltrædelse i november har kendt til de massive økonomiske problemer i den danske afdeling af Postnord uden at orientere dem.
Bekymringen kommer på baggrund af en pressemeddelelse fra Postnord, hvor koncernchef Håkan Ericsson oplyser, at virksomheden allerede i efteråret 2016 orienterede ejerne - og dermed også Transportministeriet - om, at der var en omstrukturering af den danske del af postvæsenet på vej.
- Denne plan blev præsenteret for ejerne i efteråret, og siden har der været dialog med ejerne om planens gennemførelse, udtaler koncernchef Håkan Ericsson i dag i en pressemeddelelse.
Det er dét citat, der får ordførerne til at mistænke transportministeren for at begå et tillidsbrud.
- Det er en bombe under Postnord-sagen, at den øverste ledelse nu meddeler, at de allerede i efteråret har orienteret den danske ejer og dermed Transportministeriet om, at der var en omstrukturering af den danske del af posten på vej, siger postordfører Christian Rabjerg Madsen (S).
- Derfor opfordrer jeg kraftigt ministeren til omgående at indkalde postforligskredsen, så han kan svare på, hvorfor den øverste ledelse i Postnord nu meddeler, at de allerede i efteråret orienterede ejerne om den meget alvorlige situation i posten, siger han.
Også Dansk Folkepartis postordfører, Henrik Brodersen, betegner den nye udvikling i sagen som alvorlig.
- Hvis det allerede viser sig nu, at transportministeren har vidst siden efteråret, hvad der kommer frem i den her pressemeddelelse, er det noget betænkeligt, at han ikke har orienteret postforligskredsen, siger DF-ordføreren.
Også SF's postordordfører, Karsten Hønge, kræver øjeblikkeligt, at transportministeren forklarer, hvad der er op og ned om de nye oplysninger.
Det er ikke lykkedes DR Nyheder at få en kommentar fra transportminister Ole Birk Olesen (LA).