Med udnævnelsen som Venstres nye politiske ordfører har Britt Bager gjort lynkarriere på Christiansborg. Det er nemlig under tre år siden, hun som 38-årig blev valgt i Folketinget for Venstre i Østjyllands Storkreds.
Indtil da har den østjyske Venstre-politiker fra Djursland været vidt omkring.
Hun er uddannet cand.jur. fra Aarhus Universitet og fik siden en tillægsuddannelse som journalist fra Syddansk Universitet. Og så tog hun lige endnu en kandidatgrad - i politisk kommunikation og ledelse - ved Copenhagen Business School.
Undervejs fløj hun i 10 år Europa tyndt som stewardesse hos SAS.
- Det var mit studiejob. Jeg syntes, det var sjovere end at stå nede på tanken, sagde hun med et smil til Lokalavisen Favrskov, da hun blev valgt som Karen Jespersens afløser som folketingskandidat på et opstillingsmøde i 2013.
I de fire år op til opstillingsmødet i Favrskov arbejdede Britt Bager som politisk konsulent for Venstre på Christiansborg. Det var her, hun for alvor fik smag for politik og fandt ud af, at hun ville arbejde politisk.
Men hun var hele tiden klar over, at det skulle være med udgangspunkt i det jyske, for hun er med egne ord "slet ikke flabet nok" til at kunne blive valgt i hovedstaden.
Efter udnævnelsen som politisk ordfører i dag lægger Britt Bager selv vægt på, at hun har en del på CV'et fra verden uden for Christiansborg.
- Jeg har stor respekt for dem, der går ind i politik i en tidlig alder og bruger deres liv på Christiansborg. Jeg tror også, at os, der kommer udefra, har en erhvervserfaring og har haft fingrene nede i noget helt andet, kan byde ind med noget andet, sagde hun.
Østjysk stemmesluger
Ved valget i 2015 blev Britt Bager en af de største østjyske stemmeslugere med 7.306 personlige stemmer. I Venstre blev hun kun overgået af den mand, hun i dag har afløst som politisk ordfører, nemlig Jakob Ellemann-Jensen, der fik 8.678 personlige stemmer.
Hun erklærer sig både "stolt og ydmyg" over, at hun nu skal udfylde nogle "meget store sko" efter Jakob Ellemann-Jensen.
- Venstre er jo stadigvæk Venstre, men Britt er Britt, og Jakob er Jakob. Så der vil selvfølgelig være nogle nuanceforskelle. Men vi repræsenterer det samme parti, så vi har det samme politiske DNA, siger hun.
Sammen med Venstres nye gruppeformand, Karen Ellemann, skal Britt Bager nu med afgåede gruppeformand Søren Gades ord "stå i spidsen som et makkerpar for Venstres folketingsgruppe" - og også gerne medvirke til, at Venstre kommer til at appellere lidt mere til de kvindelige vælgere.
- Jeg synes helt oprigtigt, at Britt er et rigtig godt valg, fordi Britt jo repræsenterer et familiemenneske. Britt er en ung kvinde – i hvert fald i forhold til mig – og har et lille barn. Hun er i stand til at italesætte mange af de problemer og udfordringer, som en moderne familie har, siger Søren Gade.
Britt Bager har boet det meste af sit liv i Østjylland, men i dag bor hun i København med sin kæreste og deres søn.
Hun var på barsel fra sit job som presse- og kommunikationskonsulent i Skatteministeriet, da valget blev udskrevet i forsommeren 2015, og hun indledte sin første valgkamp med sin fem måneder lille søn på armen.
Da Lokalavisen Favrskov kom på besøg midt i valgkampen og spurgte om timingen i at have et lille barn og være på valgkamp, lød Britt Bagers svar:
- Når man bliver gravid som 38-årig, så er det ikke et spørgsmål om timing, så er det bare et spørgsmål om, at det er en gave at få et barn.