Søren Gade: Venstre vil gerne appellere mere til kvinder

Venstre har udskiftet to mænd med to kvinder på de centrale poster som gruppeformand og politisk ordfører.

Med Karen Ellemann som gruppeformand og Britt Bager som politisk ordfører håber Venstre at komme til at appellere mere til kvindelige vælgere, siger afgående gruppeformand Søren Gade. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

Det er ikke nogen hemmelighed, at Venstre ikke har haft særligt godt fat i den betragtelige vælgergruppe, som kvinder udgør.

Der erkender partiets netop afgåede gruppeformand, Søren Gade, der viger pladsen for Karen Ellemann. Samtidig overtager Britt Bager den anden centrale post som politisk ordfører efter Jakob Ellemann-Jensen.

Søren Gade håber, at rokaden vil sende nye signaler.

- Jeg tror, det er vigtigt, at vi appellerer mere til kvinder, end vi måske har gjort, siger Søren Gade.

- Og uanset hvor meget jeg eller min gode kollega Jakob Ellemann-Jensen øver os, så bliver vi jo ligesom ikke kvinder.

Så de er valgt, fordi de er kvinder?

- Nej, det er de bestemt ikke. De er valgt, fordi de er dygtige. Men jeg synes faktisk, det er en pointe i sig selv, at vi også i en mandsdomineret gruppe – talende jakkesæt – anerkender, at vi kun udgør halvdelen af Danmarks befolkning, siger Søren Gade.

Han fratræder som gruppeformand, fordi han forlader Christiansborg for at stille op til Europa-Parlamentet næste år.

Karen Ellemann bliver Venstres første kvindelige gruppeformand, mens partiet tidligere har haft kvindelige politiske ordførere, blandt andre nuværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Venstre har længe manglet kvindetække

Det er ikke nogen ny tendens, at Venstre har mindre kvindetække end andre af Folketingets partier.

Ved det seneste folketingsvalg i 2015 lød Venstres andel af kvindelige vælgere på 48 procent. Kun Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance havde en lavere andel kvindelige vælgere - sidstnævnte med en bundplacering på 39 procent.

I den anden ende af skalaen havde SF 67 procent kvindelige vælgere. Det andet traditionelle statsministerparti, Socialdemokratiet, havde 56 procent kvindelige vælgere.

På den baggrund konkluderede bogen "Oprør fra udkanten – Folketingsvalget 2015" af de to førende valgforskere Kasper Møller Hansen og Rune Stubager, at statsministeren utvivlsomt ville hedde Helle Thorning-Schmidt - og ikke Lars Løkke Rasmussen - hvis kun kvinder havde stemt ved valget.

Venstres Søren Gade fortæller, at det var en enig folketingsgruppe, der valgte Karen Ellemann og Britt Bager til at "stå i spidsen som et makkerpar for Venstres folketingsgruppe".

Han har store forventninger til kombinationen af den 48-årige Karen Ellemann, der har flere ministerposter på CV'et, og den 41-årige Britt Bager, der kom i Folketinget ved det seneste valg i 2015.

- Jeg synes helt oprigtigt, at Britt er et rigtig godt valg, fordi Britt jo repræsenterer et familiemenneske. Britt er en ung kvinde – i hvert fald i forhold til mig – og har et lille barn. Hun er i stand til at italesætte mange af de problemer og udfordringer, som en moderne familie har, siger Søren Gade.

Dagens rokade betyder, at Venstres folketingsgruppeledelse nu består af gruppeformand Karen Ellemann, gruppenæstformand Louise Schack Elholm, politisk ordfører Britt Bager og gruppesekretær Erling Bonnesen som eneste mand.

Derimod sidder der ingen kvindelige ministre i trekløverregeringens centrale udvalg.