"Det var dét, det hele handlede om!"
Ordene kom fra en af Tibetsagens hovedpersoner fredag, afleveret fra den varme stol i det lokale i Buddinge, hvor en kostbar kommission prøver at grave sig ned i en sag om grundlovsbrud, fortielser og vildledning af Folketinget.
Vigtigt besøg
Afsenderen var Claus Hjelm Olsen, vicepolitiinspektør og en mand med store problemer. "Det" var den enorme betydning af Kinas præsident Hu Jintaos statsbesøg i Danmark i juni 2012.
Mange af Claus Hjelm Olsens forklaringer undervejs i Tibetsagen giver ikke helt mening, set i forhold til andet materiale i sagen. Andre af hans forklaringer kan direkte betvivles - og det gør anklagemyndigheden da også, for han er sigtet for at lyve i retten.
Men én ting har Claus Hjelm Olsen ret i - det var et enormt fokus på vigtigheden af besøget i 2012. På den politiske betydning, og endnu mere på den enorme økonomiske betydning for Danmark.
Eksporten, åh ja, eksporten
Nu skulle der virkelig sælges ting og sager til kineserne. Vindmøller og insulin. Der var 20 milliarder at hente. Alle talte om det. Medierne. SSFR-regeringens ministre. Embedsværket. Høj og lav på Politigården i København, ved vi nu.
Der blev også talt om et andet forhold, har vidne efter vidne forklaret i Tibetkommissionen. Nemlig om kineserne og deres forhold til demonstrationer og kritiske ytringer. De var nærmest imod. På diplomatsprog: kineserne var " bekymrede", en bekymring, der ivrigt blev videreformidlet rundt i det danske system. Fra ambassade til udenrigsministerium og kongehus til efterretningstjeneste og gennem politiets rækker.
Så meget står klart, efter at Tibetkommissionen næsten er igennem sine planlagte (og et par ekstra) afhøringer.
Store uklarheder
De har - kort fortalt - kastet en del lys over, hvad der konkret skete ved de lejligheder, hvor fredelige demonstranter fik knægtet deres ret til fredelig demonstration. Men ikke over hvorfor det skete, altså hvor filmen helt præcist knækkede. Eller hvorfor sandheden efterfølgende skulle trækkes ud af en meget modstræbende politigård i København, der først benægtede at sagens vigtigste dokument i det hele taget eksisterer.
Alligevel er der solid basis for en status og dermed for en vurdering af, hvor Tibetkommissionen kan placere ansvaret for overgreb på demonstranter og vildledning af Folketinget - især det første. Altså placere aber, som man siger - og aberne har kurs mod politiet. Først og fremmest mod politiet.
Hjelm og co.
Det gælder i første række de højtstående politifolk i Københavns Politi.
Folk, som den afhørte Claus Hjelm Olsen - der havde det operationelle ansvar for et statsbesøg, men ikke rigtigt hæftede sig ved at en central operationsbefaling beskrev behovet for at Kinas præsident blev skånet for demonstranternes bannere.
Det gælder også Hjelms chef, ledende politikommissær Mogens Lauridsen og Hjelms nærmeste underordnede på dagen, politikommissær Henrik Oryé. Det gælder måske også daværende politidirektør Johann Reimann, der dog synes at være god til at holde sig på afstand af både drift og ansvar.
PET
Og så gælder det en særlig gren af politiet - nemlig PET, hvis rolle i sagen er blevet bedre belyst efterhånden, som kommissionen har afhørt 62 vidner.
Vi ved nu, at PET's folk ivrigt videreformidlede den kinesiske bekymring over demonstranter, bannere og megafoner. Ja, en enkelt PET-mand kædede den tilsyneladende direkte sammen med de berømte 20 milliarder - dog kun i en telefonsamtale, der ikke er taget referat af. Man er vel fra en spiontjeneste. Tilbage står også at PET i en trusselsvurdering understregede den kinesiske bekymring - og at andre i politiet tillagde vurderingen vægt.
Kongehuset og UM
PET's rolle er endnu ikke helt boret ud af Tibetkommissionen. Det samme gælder Udenrigsministeriet og Kongehuset, der begge var yderst optaget af præsidentens trivsel og tryghed under besøget i København - noget de ikke mindst lod PET vide.
Omvendt er der ikke i kommissionen fremlagt nogen som helst dokumentation for at Udenrigsministeriet direkte har givet politiet " instruktioner, henstillinger, opfordringer mv. til at gribe ind på en måde, som er retsstridig". Og dermed er politiet det eneste sikre sted, hvor man kan forvente kritik fra Tibetkommissionen. En landingsplads for aber.
Magthaverne
Det betyder selvsagt også, at Tibetkommissionen ikke kan pege fingre ret mange andre steder hen end netop politiet. Og da slet ikke mod de magthavere, som flere i debatten har beskyldt for reelt at stå bag behandlingen af demonstranterne. Ministre, topembedsmænd. Det er der intet grundlag for, som kulegravningen er forløbet til nu.
Han sagde det faktisk selv, den hårdt kritiserede og sigtede vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, i Tibetkommissionen fredag: "Der var ingen hemmelige aftaler".
Tibetkommissionen tror muligvis ikke fuldt og fast på alt, hvad den har hørt fra Claus Hjelm Olsen. Men på dét punkt når den formentlig samme konklusion som ham.