Da næstformanden Lizette Risgaard i oktober blev valgt som ny formand for LO, var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blandt de første gratulanter - han skrev en varm lykønskning på en serviet, som han fotograferede og lagde op på Facebook.
Sociale medier-regeringschefen slog til igen.
Løkke havde også jævnlig kontakt til den tidligere LO-formand, og i det hele taget taler statsministeren meget om at inddrage arbejdsmarkedets parter i de løsninger, tiden kalder på.
Det gælder ikke mindst den enorme udfordring med at få de store grupper flygtninge i arbejde.
Spillet er i gang
Derfor har Løkke bebudet trepartsforhandlinger og sat flygtningene øverst på dagsordenen.
Alt det formelle begynder om et par uger, når regering, lønmodtagere og arbejdsgivere tager plads i Statsministeriets spejlsal. Men bag kulisserne er der forlængst sat skub i kontakter på kryds og tværs.
Forklaringen er enkel: For det første: Trepartsforhandlingerne omfatter en hel håndfuld vigtige temaer - først flygtningene, men derefter mange andre, der spiller en stor rolle for dansk økonomi.
For det andet: Der er stor prestige involveret for alle parter, også for regeringen - alle husker at Thorning og Corydon måtte opgive en trepartsaftale og notere sig en gedigen politisk fiasko.
Derfor er der brug for forarbejde. Over kaffekopper i København, og på den tur til Bangladesh, som LO-formanden, DA-direktøren Jacob Holbraad og beskæftigelsesministeren lige har været på.
Forhandlingerne er altså forlængst i gang. Ingen vil være overraskede, når statsministeren tager ordet på første møde og præsenterer et kommissorium.
Farvel til indslusningslønnen
Det bedste eksempel er at ordet "indslusningsløn" er forhandlet ud af trepartsforhandlingerne, allerede inden de er kommet i gang. Det har arbejdsmarkedets parter sørget for i fællesskab.
Lønmodtagerne kan ikke leve med en ny, lav, permanent lønsats på det danske arbejdsmarked. Arbejdsgiverne kan ikke leve med at politikerne blander sig i løndannelsen på det danske arbejdsmarked - dét fortalte deres organisationer Venstre-regeringen i klar tekst, da finansministeren sidste år tænkte højt om indslusningsløn for nogle. Og de har gjort det flere gange siden. Senest lige efter nytårstalen.
Så dét ord er ude.
I stedet er andre ord dukket op i sonderingerne mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen - og de interne overvejelser i de to lejre. Ord som "indslusningsmodeller" og "indslusningsvilkår". Ja, ligefrem "indslusningsløsninger" - drillende tæt på indslusningsløn.
Det skal nok vise sig, at også disse ord er for giftige til at optræde i en kommende trepartsaftale om integration på arbejdsmarkedet.
Og i virkeligheden er det interessante de politiske overvejelser, der er i gang, efter at indslusningslønnen fik dødsstødet. Hvad der konkret skal ske med flygtningene og deres job.
Oplæring til lavere løn
Man taler nu om at flygtninge skal integreres via særligt designede forløb, en slags oplæring - afhængig af, hvilken branche de forsøges integreres i.
Ideen er at lønnen skal være lavere end den ordinære løn - til gengæld er den bundet sammen med en form for oplæring.
Ideen er også at det hele skal foregå praktisk og ubureaukratisk - måske uden om de kommunale jobcentre.
En sådan model kunne i princippet aftales i forbindelse med trepartsforhandlingerne, og så formelt indføres af arbejdsmarkedets parter selv. For ikke at træde på den nærmest hellige danske arbejdsmarkedsmodel.
Hjælper det for alvor?
Som skrevet: Det her taler man om. Hvilket ikke er det samme, som at det bliver til noget - det afgøres ikke mindst af LOs nye formand og DA-direktøren.
Det er heller ikke det samme, som at det for alvor løser de problemer, der er med at få tusinder af flygtninge ind på arbejdspladserne. Tvivlen nager i hvert tilfælde. Er der volumen nok, spørger økonomerne.
Med andre ord: Man risikerer at det bliver stor ståhej for ingenting. Store forhandlinger, stor aftale - lille resultat.
Skrækeksemplet er den aftale om akutjob, der blev lavet under den tidligere regering - men mildt sagt ikke flyttede det store.
Og så er skrækeksemplet over dem alle er Thorning og Corydons forliste trepartsforhandlinger i 2012.
De havde karakter af en stor pakke. Denne gang vil det mest dækkende ord nok være "transportbånd", i hvert tilfælde set fra regeringens synspunkt.
Transportbånd ved forhandlingsbordet
Tankegangen er, at temaerne i trepartsforhandlingerne kører ind på forhandlingsbordet ét for ét - og forhandles færdigt ét for ét. Og allerførst kommer flygtningespørgsmålet kørende. Først når det er klaret, og der er lavet en aftale, vil regeringen trykke på knappen og få båndet til at rulle frem med næste tema.
Arbejdsmarkedets parter har en anden indgang. De har måske nok lært, at den helt store trepartsmanøvre er umulig og risikabel - men de sidder alligevel med fyldige ønskesedler over ting, der nærmest ikke kan vente.
Fagbevægelsens liste handler om uddannelse, efteruddannelse, praktikpladser og social dumping - eller som nogle er begyndt at omtale det "ordnede forhold på arbejdsmarkedet". Arbejdsgiverne taler om konkurrencevilkår for mange danskere på overførselsindkomster.
Der er med andre ord enormt meget, der i princippet kan laves trepartsaftaler om i 2016. Lige indtil det hele bliver sat på standby efter sommerferien, når der begynder overenskomstforhandlinger på det private arbejdsmarked.
I virkeligheden har de tre parter ret travlt.