ANALYSE: Thorning kom, forandrede S - og rejste ud i verden igen

Helle Thorning-Schmidts politiske karriere blev en af de mest specielle i nyere tid - den sluttede reelt 18. juni 2015.

Helle Thorning-Schmidts politiske karriere blev en af de mest specielle i nyere tid - den sluttede reelt 18. juni 2015. (Foto: © Mathias Løvgreen Bojesen, Scanpix)

Det var kun et spørgsmål om tid, før Danmarks tidligere statsminister også var tidligere dansk politiker.

Det er nærmest umuligt at fungere i politik, når man er forhenværende fra de mere fremtrædende poster. Og helt umuligt som forhenværende statsminister.

Så var det ikke blevet direktørjobbet i Red Barnets internationale hovedorganisation, var det blevet et andet.

Fra Bruxelles til formandspost

Dermed slutter en af de mest bemærkelsesværdige politiske karrierer i flere årtier.

Helle Thorning-Schmidt trådte ud af den relative anonymitet i Bruxelles direkte ind på formandsposten i et parti, hvis formænd som hovedregel bliver statsministre i Danmark. Det blev hun også - men kun i en enkelt periode, som Danmarks første kvindelig af slagsen. Og så forsvandt hun igen ud af landet.

Exit Thorning. Ikke til et job i de luftlag, hun først søgte imod. Men dog en international lederstilling.

Svært at tale politik

Thorning-Schmidt nåede at markere sig en enkelt gang politisk siden valget. Det var bag lukkede døre i den socialdemokratiske folketingsgruppe, det handlede om Europapolitik, det var kritisk over for efterfølgerens linje - og det havnede på forsiden af Politiken. Nærmest som en bekræftelse af det umulige i at være forhenværende partiformand og statsminister.

Èn ting sikrer allerede Helle Thorning-Schmidt en plads i historien - hun blev Danmarks første kvindelige statsminister. Derudover vil billedet være blandet, når hendes tid i spidsen for Socialdemokratiet skal gøres op.

Mistede nøglerne

På minussiden står naturligvis at hun ikke kunne fastholde magten og måtte lade Løkke tage nøglerne igen. Det er i strid med partitraditionen, og naturligvis et markant nederlag.

Det hører også med at Helle Thorning-Schmidts regering langtfra på alle strækninger gjorde sig fortjent til høje stilkarakterer og stor troværdighed. Der var ballade. Der var løfter, der ikke kunne indfries. Der var problemsager, der ikke blev lagt ned. Der var lange skygger fra et sort tårn. Der var ikke altid en god løsning i morgen.

Måske var der også en statsminister, som aldrig rigtigt kom på bølgelængde med sit folk, fordi projektet ikke altid fremstod klart.

Blev stående på benene

På den anden side var der også en statsminister, der efterhånden fik tilkæmpet sig en vis respekt. Om ikke andet for at blive stående på benene, uanset hvor stærkt stormene rasede. Og det gjorde Helle Thorning-Schmidt.

Til sidst blev det sågar belønnet. Helle Thorning-Schmidt nåede at tabe en hel stribe valg. Men ikke til sidst. Ved det sidste valg tabte hun godt nok magten - men hun vandt valget som partiformand og afleverede partiet i en størrelse, partifællerne kunne kunne være tilfredse med. Alt taget i betragtning.

S samlet

Ovenikøbet afleverede Helle Thorning-Schmidt sit parti en udgave, hvor det fremstår samlet. Der vil altid være uenigheder og mere eller mindre løse grupperinger i store partier - men der er i dag i store træk ingen uro i Socialdemokratiet. Næsten som hun lovede det den aften i Vega i 2005, da hun slog Frank Jensen.

Skal hendes politiske kurs i formandsårene skæres ned til en enkelt formel er den at Helle Thorning-Schmidt drejede Socialdemokratiet til højre - mest tydeligt naturligvis i udlændingepolitikken. Hun vil uden tvivl også selv fremhæve reformerne - for eksempel den folkeskolereform, der ledsaget af et indgreb i lærerkonflikten gjorde mange traditionelle S-vælgere rasende på Helle Thorning-Schmidt.

Turen går til London

Andre reformer arvede hun fra sin forgænger - først og fremmest dagpengene. De forblev smertensbørn gennem hele regeringsperioden, også fordi der jo skulle findes fodslag med de radikale. Men ikke kun derfor.

Nu kan karrieren fortsætte i London, hvor ægtefællen Stephen Kinnock allerede arbejder. Den ægtefælle, hvis skatteforhold og privatliv nåede at blive genstand for en af Thorning-tidens største skandaler.

Mange bliver i dansk politik i mange år uden at nå de helt store poster. Helle Thorning-Schmidt var i dansk indenrigspolitik i 10 og et halvt år. Men hun nåede meget.