Hvis man skulle skrive Socialdemokraternes nyere partihistorie i to bind, kunne det ene passende handle om udlændingepolitik. Det ville måske blive det tykkeste. Sikkert det blodigste.
I årtier har udlændingepolitikken splittet det gamle parti. Til tider lammet det. Som i valgkampen i 2001, da Socialdemokratiet mødte vælgerne uden en politik på et af udlændingepolitikkens følsomme områder, nemlig spørgsmålet om familiesammenføring.
Dét skulle først undersøges i en stribe andre lande, og den undersøgelse kunne først præsenteres efter valget, ærgerligt nok.
I Aukens tid
To ting var anderledes dengang. For det første levede den tidligere partiformand Svend Auken stadig. For det andet kunne socialdemokrater, også på topniveau, stadig diskutere om det nu var så afgørende, hvor mange udlændinge, der kom til Danmark. Handlede det ikke bare om at løse integrationsopgaven godt nok?
Det var en diskussion, der levede sit eget liv i et par årtier. Typisk illustreret med konflikten mellem en række vestegnsborgmestre, samt vestegnsamtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen - og så en partielite på Christiansborg.
En konflikt, der vel nærmest er kommet til at fylde mere, efterhånden som den er blevet repeteret af medierne igen og igen.
Under alle omstændigheder: Manden i spidsen for S ved valget i 2001, formand Poul Nyrup Rasmussen, fik aldrig skåret igennem i dén diskussion - om antallets betydning. Det var med til at sende ham på formandspension.
Thorning strammede udlændingepolitikken
Efter et mellemspil med Mogens Lykketoft blev formandsposten overladt til Helle Thorning-Schmidt.
Hun masserede gennem det meste af sin formandstid Socialdemokratiets udlændingepolitik over i en mere stram retning - så langt hun og meningsfællen Henrik Sass Larsen nu kunne komme.
Ikke mindst afhængig af, hvor langt partiets venstrefløj kunne formås at flytte sig.
Det var nogle gange sværere end andre, særligt i begyndelsen af Helle Thorning-Schmidts formandstid, hvor både den fynske MF'er Carsten Hansen og den fremstormende MF'er Mette Frederiksen skulle nikke ja, før partiet flyttede sig på centrale områder. Ikke mindst dette.
Asylstramninger i SR-tiden
I de fire regeringsår skulle de radikale også tages med på råd, og derfor skete der lempelser på nogle punkter, da regeringsgrundlaget skulle udmøntes. Men det sluttede med en stramning på retten til familiesammenføring for visse flygtninge - godkendt af de radikale. Og støttet og forsvaret, også af Mette Frederiksen og mange af de socialdemokrater, der gerne så hende afløse Helle Thorning-Schmidt - som det så skete efter valget i juni.
Mette Frederiksens socialdemokratiske udlændingepolitik er i dag strammere end Thornings. Også hvad angår familiesammenføring.
Rejsen har været lang - frem mod de budskaber, der i disse uges nærmest strømmer ud fra toneangivende socialdemokrater.
Signalerne
Der var MF'eren Peter Hummelgaard, vestegns-borgmester Thomas Gyldal og kommentator Kasper Fogh, der synes de måtte præcisere at "S ikke er DF-Light" - men at "der er vokset en anden socialdemokratisk udlændingepolitik frem".
Der var Henrik Sass Larsen, der rent ud sagde, at "vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse antallet af ikkevestlige flygtninge og indvandrere, der kommer her til landet".
Og senere fremlagde et forslag om at sende flygtninge ud af Europa til nyetablerede lejre i nærområderne.
Og der er partiformand Mette Frederiksens medieoffensiv de seneste dage, hvor hun med udgangspunkt i en bekymring for velfærdens sammenhængskraft argumenterer for sin version af socialdemokratisk udlændingepolitik. Den strammeste til dato. Tilstrømningen skal begrænses - "for de svages skyld."
Borgmestrene igen-igen
I samme åndedrag sender Mette Frederiksens et "I havde ret, ikke jeg" i retning af de berømte Vestegnsborgmestre. Dét kan man sige to ting om:
For det første at Socialdemokratiet i sjælden grad altid er i stand til at referere tilbage til de smertefulde dele af partiets historie. Med andre ord: Gad vide hvor længe, man bliver ved med at nævne disse borgmestre, når der diskuteres S-udlændingepolitik?
For det andet at den aktuelle udlændingepolitik er et nyt eksempel på en af Mette Frederiksens politiske styrker. Hun formår at skifte politik uden at det slår hende ihjel. Som hun også i nogen grad gjorde som beskæftigelsesminister, hvor heller ikke al politik var populær på Socialdemokratiets venstrefløj.
Frederiksens forklarings-offensiv
Det handler både om høj troværdighed i udgangspunktet, personligt og politisk - og det handler om at gøre en solid indsats for at forklare, hvorfor man står et nyt sted. Det er sådan en indsats, Mette Frederiksen lige nu er i gang med, når det gælder Socialdemokratiets udlændingepolitik. Det skal stå klart at politikken er helstøbt, og begrundet i klassisk socialdemokratisk tænkning - ikke taktisk begrundet i bekymring over DFs fremmarch.
Ikke alle i partiet er enige. Der er enkelte skeptikere i folketingsgruppen - men de er få. Og der er en større og mere udbredt skepsis i baglandet, ikke mindst i kommunerne. Således har Fyens Stiftstidende i en måling konstateret at halvdelen af de socialdemokratiske kommunalpolitikere på Fyn er utilfredse med tone og indhold i partiets aktuelle udlændingepolitik.
Det får ikke Mette Frederiksen og partitoppen på Christiansborg til at overveje at slække på udlændingepolitikken igen. De nøjes med at varme sig ved at at der for en gangs skyld er mere uro i Venstre end i Socialdemokratiet om det eller så betændte område.