Mine damer og herrer: Showet er ved at være slut. Faktisk venter vi kun på det sidste nummer fra VLAK-regeringen.
Der har været underholdning nok undervejs, og vi har set ting, vi aldrig havde drømt om: Mænd uden sikkerhedsnet i toppen af svimlende høje træer for nu bare at nævne noget. Og domptøren i midten - Lars Løkke Rasmussen (V) - har på forunderlig vis reddet hele cirkusset igen og igen, når det så ud til, at det var på vej ud over kanten.
Og nu venter vi så på det afslutningsummer, som Lars Løkke har lagt stort op: Den store sundhedsreform.
Han begyndte at tale om den allerede sidste år, da Folketinget holdt sin sidste debat inden sommerpausen. Det var i maj. Og af konteksten måtte man forstå, at reformen ville komme efter sommerferien.
Løkke svang sig helt op under teltdugen, da han talte om den kommende reform. Han henviste til sit politiske svendestykke: Strukturreformen fra 2007, hvor han stod i spidsen for at omdanne det danske nærdemokrati for første gang siden 1970.
Langt færre og større kommuner, væk med de velkendte amter og ind med fem nye regioner med folkevalgte bestyrelser, hvis vigtigste opgave var at tage sig af sygehusvæsenet.
I sin tale til afslutningsdebatten i maj sagde han med henvisning til reformen:
- Nu er tiden kommet til den næste. For at løfte vores sundhedsvæsen yderligere. Sætte retningen for de kommende 10 års forbedringer.
Og senere:
- Nu skal vi forbedre forbindelsen mellem det store sygehus – og det lokale lægehus. Så patienter ikke bliver tabt i systemet. Vi skal skabe et sundhedsvæsen, som hænger sammen.
Og på sommergruppemødet efter sommerferien kaldte Løkke sågar reformen for strukturreform 2.0.
- Hvis det fører til, at der også skal ske noget med regionerne, så er vi også parate til at se på det, sagde han ved den lejlighed.
Og så var ballet for alvor åbent for en afskaffelse af de regioner, han selv har skabt.
Udsættelse på udsættelse
Løkke bebudede, at den store sundhedsreform ville komme efter sommerferien. Så efter efterårsferien. Det skete så heller ikke. Nu var der lidt for travlt, lød det. Den ville i stedet komme inden nytår. Men det trak ud med finansloven. Så den blev udskudt endnu en gang.
Forløbet er klassisk Løkke, der er en mester i at skabe kaos og ende med ryggen mod muren. Og præcist der står han nu.
På den ene side har han Dansk Folkeparti og regeringspartnerne i Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Tre partier, der alle har forsøgt at kvæle regionerne, siden de kom til verden.
Var det ikke for de blå partier, havde Løkke nok aldrig bevæget sig ind på at afskaffe regionerne. Men meget peger på, at han har solgt regionerne i en politisk aftale med blå blok.
Problemet er bare, at han ikke har kunnet styre uroen i sit eget parti. Internt i Venstre har tiden og de mange udskydelser tæret. Den politisk forsmåede stemmesluger Søren Gade har i Avisen Danmark advaret kraftigt imod at nedlægge de folkevalgte regioner. Og en række folketingsmedlemmer og regionsfolk har fulgt trop.
Skæbnesvanger dag
Fredag mødes Lars Løkke Rasmussen med Venstres hovedbestyrelse, hvor han skal lægge alle kræfter i for at forklare den forventede lukning af regionerne, som vi kender dem i dag.
Det kan blive en skæbnesvanger dag for Løkke og for hele blå blok. Sundhedsreformen er tænkt som affyringsrampe til folketingsvalget. Blå blok skal samles om en konkret forbedring af det, der er på toppen af vælgernes dagsorden: Sundhedsvæsnet.
Men hvad nytter det, at Venstre er enig med de andre partier i blå blok på Christiansborg, hvis partiet ikke er enig med sig selv?
For dele af Venstre er nærdemokrati en hjertesag. Og tilhængerne af regionerne i partiet har svært ved at fatte, hvad logikken er, når Venstre det ene øjeblik taler om Danmark i bedre balance og udflytter arbejdspladser for dernæst at tale om at nedlægge de folkevalgte regionsråd og måske erstatte dem med nogle embedsmænd.
Men faktum er, at ingen i øjeblikket ved, hvad Løkke ender med at lægge frem. Måske end ikke ham selv.
Det, vi ved, er, at der skal komme 21 nye sygehusfællesskaber omkring de 21 akutsygehuse, som findes. Præcist hvordan, de skal sættes sammen, og hvad de skal lave, er uklart.
Men målet er at løse det problem, som der er bred enighed om eksisterer i samspillet mellem de stadigt mere specialiserede sygehuse, de praktiserende læger og kommunerne, der i stigende grad skal tage sig af patienterne, når de bliver sendt hjem.
Derudover er der optræk til et nationalt koordinerende sygehusorgan. En slags sygehusstyrelse under ministeriet.
Løkkes hovedpine ligger mellem disse to yderpunkter, for hvad skal der så ske med alt det i midten, hvor regionerne ligger? De mange udskydelser af reformen har bare fået spekulationerne og modstanden til at vokse.
Stepdans over gløder og glasskår
Men når Løkke har fået ry af at være en dygtig politisk håndværker, handler det ikke om stilkarakteren for arbejdet eller for det strategiske klarsyn. Det handler om hans taktiske evner, når han står, hvor han står nu (igen): Med ryggen mod muren.
Få har som Løkke evnet at hive kaniner op af hatten og samtidig stepdanse over gløder og glasskår, når tæppet var ved at gå ned.
Og hvis han skal løse sine problemer nu og her, skal han sandsynligvis komme op med en politisk udgave af historien om Kraka i sagnet om Regnar Lodbrog, der hverken er nøgen eller påklædt, hverken mæt eller fastende og hverken alene eller sammen med nogen.
Løkke skal afskaffe regionsrådene, men sikre det regionale demokrati, styrke det nære, men styre det mere centralt, holde sin aftale med blå blok og være lydhør over for nærdemokraterne i Venstre.
Lykkes det for ham, kan den nuværende fornemmelse af spirende mytteri måske nå at vende.
Så tilbagestår kun at overbevise vælgerne om, at en strukturel ændring af styringen af sundhedsvæsnet vil give dem bedre sygdomsbehandling.
Ellers er Løkkes tid nok ved at være ovre.