Måske ramte Mette Frederiksen mere plet, end hun selv vidste, da hun for et års tid siden i Folketingets åbningsdebat betegnede regeringen og blå blok som en omgang Olsen Banden. Noget med en plan, der altid er genial, men så ender det med, at nogen klokker i det, og det hele går på gulvet. Mente Mette Frederiksen.
Men sandheden om Egon Olsen og hans bande er jo også, at der altid kommer en ny plan. Timet og tilrettelagt er måske så meget sagt. Men ind imellem kommer der geniale aktioner ud af det, og ind imellem er processen absolut kaotisk. Men banden humper videre mod nye mål.
Spin, røg og skidtsnak
Nok om det. Torsdag aften kunne regeringen præsentere en aftale om lavere bilafgifter. Et resultat, der blev til under skrigen og skrålen, beskyldninger i pressen, spin og røg og skidtsnak.
Processen var grim. Regeringen dummede sig ved at lægge frem offentligt, at den ville forhandle om bilafgifter og det tilmed ud fra et forslag, der var i et helt andet verdenshjørne end støttepartiet Dansk Folkepartis ditto. Lynaftalen blev en langgaber. Bilsalget gik i stå, branchen skældte ud og Dansk Folkeparti hånede regeringen i pressen.
Men da røgen lagde sig, og koden til Franz Jäger-skabet var knækket på Finansministeriets stengang, kunne den blå koalition stå frem og kundgøre for vælgerne, at nu ville bilafgifterne faktisk blive sænket ganske markant.
Et kompromis
Og sørme om ikke der var tale om et kompromis. Nej, Dansk Folkeparti havde ikke fåt sin rene tekniske model, som ville betyde, at bilens afgifter alene skulle afspejle bilens tekniske formåen udi sikkerhed og miljø. Og nej, regeringen havde heller ikke fået sin rene model, som ville betyde, at man holdt fast i det hidtidige system, men bare skar beskatningsprocenten ned, så den blev flad og altså ens for alle biler på 100 procent.
I fin tradition og respekt for de demokratiske arbejdsmåder havde partierne mødtes om en reform med lidt af hvert. Nye hensyn til bilens tekniske formåen bliver en del af fremtidens bilbeskatning, og 90 procent af de biler, der sælges, vil ifølge Finansministeriets tal blive omfattet af en registreringsafgift på 85 procent. Biler, der har en afgiftspligtig værdi på mere end 185.000 kroner, bliver fortsat ramt af en afgift på 150 procent på den værdi, der ligger over knækket.
Vupti. Alle havde vundet, og alle havde tabt. Læg dertil en vejskat, som skal ramme udenlandske bilister (når den en gang bliver udfærdiget), et tredje spor på motorvejen over Fyn og billigere afgifter på Storebæltsbroen. De blå smilede om kap.
Tvunget til samarbejde
Og det er måske det vigtigste ved aftalen målt i den politiske Christiansborg-logik. De blå partier må nødvendigvis arbejde sammen og lave aftaler. Ellers giver det ingen mening, at der sidder en borgerlig regering med Dansk Folkepartis opbakning.
Var bilafgiftsforhandlingerne endt i ingenting, havde konsekvenserne været svære at overskue for Løkkes trekløverregering. Liberal Alliance kunne ikke holde til endnu et ydmygende nederlag. Det kunne have udløst en sprængning af regeringen eller måske endda et valg. For det ville også have udstillet Løkkes projekt som noget nært umuligt.
Ballade må forudses
Nu endte det med en aftale, og det er præcist sådan, drejebogen for efteråret er skrevet. I de kommende uger gælder det skatteforhandlinger, erhvervspakkeforhandlinger og finanslov. Og gerne med finansloven som det sidste, så regeringen og Dansk Folkeparti kan vedtage en buket af forslag, der skal styrke den nære velfærd, som de så kan drage ud i landet med og kæmpe om magten i landets kommuner frem mod kommunalvalget sidst i november.
Og Socialdemokraterne? Det var før sommer, Dansk Folkeparti havde travlt med at lave aftaler med dem. Lige nu gælder det den blå familie. Der vil givetvis stadig blive ballade undervejs. Beskyldninger om, at de andre er uduelige, hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, småbørnspædagoger og socialdemokrater!
Men der er en plan. Og indtil videre holder den.