Dansk politik er i gang med at forandre sig dramatisk. Og alligevel er der udsigt til tre meget udramatiske landsmøder her i weekenden hos Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og De Radikale.
Men tag ikke fejl - der er meget på spil.
I Aalborg går Mette Frederiksen på den socialdemokratiske talerstol klokken 11.30, og der vil blive klappet og klappet. For på trods af den bemærkelsesværdige højredrejning af udlændingepolitikken, som Mette Frederiksen har lavet, er der ingen i partiet, der går og snakker om, at formanden ikke er en ægte socialdemokrat i hjertet.
Med sit udgangspunkt i partiets venstrefløj har hun et stort spillerum, når det kommer til at trække mod højre. Det kan lyde skørt, men det er almindelig politisk logik.
Magten vigtigst
Frederiksens projekt er første og fremmest at genvinde magten. Det er til syvende og sidst, hvad socialdemokraterne forventer af deres formand, og det går forud for næsten alt andet.
Og Mette Frederiksens analyse er klar: I Danmark er flertallet i øjeblikket borgerligt, så der skal trækkes vælgere over midten, hvis operationen skal lykkes.
Og skal man pege på en enkeltstående årsag til langt de fleste socialdemokratiske nederlag og problemer gennem de seneste 20 år, så er det udlændingepolitikken.
Af de to årsager - og naturligvis at hun føler sig klogere i dag end da hun var ung og glødende DSUer i kamp mod Karen Jespersens højredrejning af partiet på selvsamme udlændingeområde - har hun drejet partiet mod højre i udlændingepolitikken og til venstre i den økonomiske politik.
Det betyder, at forskellen på Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet bliver sværere og sværere at få øje på.
I den bedste af alle socialdemokratiske verdener vil det bane vejen for, at nuværende borgerlige vælgere vil skifte side.
Pres for at blive konkret
Øvelsen er en balanceakt, og det er svært at bedømme, om den socialdemokratiske manøvre er mest risikabel for Dansk Folkeparti eller for socialdemokraterne selv.
Indtil videre er der dødt løb i meningsmålingerne mellem rød og blå blok. Og der er en valgkamp i horisonten.
En valgkamp, hvor Mette Frederiksen alt andet lige vil blive presset til at blive mere konkret om, hvad hun egentlig vil med Danmark på en lang række områder. Og vil hun rulle de beslutninger regeringen har truffet med Dansk Folkeparti tilbage?
Og hvis ja, gælder det så også de skattelettelser, der måske er givet til hendes egne kernevælgere? Og hvis nej til det sidste, hvordan vil hun så få sin økonomi til at hænge sammen på længere sigt, hvis hun både vil bruge penge til velfærd og lade skattelettelserne fortsætte - det er jo netop hendes parole, at begge dele ikke kan lade sig gøre.
Skulle hun få det problem, vil de tage det med sindsro i Dansk Folkeparti. Det er dem, der sidder i forhandlinger med regeringen lige nu, og de har det fint med, at det forgår uden Socialdemokraterne.
Regeringens lektion
Det er slået godt og grundigt fast i offentligheden, at Kristian Thulesen Dahl gerne samarbejder med Mette Frederiksen og Socialdemokratiet. Når det giver mening.
Det har det gjort det seneste års tid, hvor regeringen har fået en lektion i at tælle til 90: Den får ikke sin liberale politik igennem, uanset hvor meget Liberal Alliance stirrer ind i kameraerne.
Men nu er det så tid til at vise, at Dansk Folkeparti også kan arbejde med de borgerlige. Det er nærmest en drømmesituation for Kristian Thulesen Dahl, der lige nu er i gang med at manøvrere sit parti ind på midten i et forsøg på at overtage De Radikales traditionelle rolle som dem, der kunne arbejde til begge sider i dansk politik.
Og med socialdemokraternes endegyldige blåstempling af Dansk Folkepartis udlændingepolitik - som fik Nyrup til i 1999 at erklære, at partiet aldrig ville blive stuerent - er rejsen tæt på fuldendt. Så tæt på, at selv de Radikale måske er ved at falde til patten.
R "præciserer"
I hvert fald forsøger partiet sig nu med en "præcisering" af partiets udlændingepolitik, der af de borgerlige og nu officielt også socialdemokraterne anses for at være helt på månen.
På ægte radikal maner mangler præciseringen en erkendelse af, at der er en ændring af politikken. Den er der ikke noget galt med. Den er bare misforstået, må man forstå.
Uanset hvad der er op og ned i den sag, så er faktum, at De Radikale er begyndt at understrege, at antallet af flygtninge faktisk betyder noget for samfundets mulighed for at integrere og løse de problemer, indvandringen fører med sig.
Ved partiets sommergruppemøde var slagnummeret det som i almindelig Christiansborg-swahili ville blive betegnet som en vaskeægte straming på udlændingeområdet med et krav om et loft over, hvor mange tosprogede, der må være i landets folkeskoler.
Det er svært ikke at se den Radikale øvelse som et forsøg på at nærme sig Socialdemokraterne i udlændingepolitikken, så det ikke bliver en forhindring for at stå i vejen for et fremtidig samarbejde. Det store spørgsmål er bare, om det er for lidt og for sent.
I Danmark taber man valg på at være blød på udlændingepolitikken. Alene mistanken om det kan være nok. Og det har Mette Frederiksen ikke råd til.