Den gode kemi, der er opstået mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet på Christiansborg, vil forplante sig i de to partiers baglande.
Det forudser DF-formand Kristian Thulesen Dahl forud for kommunalvalget 21. november:
- Hvor meget, det udmønter sig i konkrete konstitueringsaftaler, er ikke til at sige. Det er meget svært at forudsige kommunalpolitik, og kemien mellem de konkrete politikere spiller også en rolle.
- Men der er ingen tvivl om, at det vil have en effekt - og man vil kunne se en udvikling på grund af det, der er sket mellem vores partier på landsplan.
Selv om DF-formanden "virkelig bifalder" et tættere S-DF-samarbejde i kommunerne, understreger han, at han ikke vil diktere sine kommunale partifæller at gå sammen med socialdemokratiske byrødder.
- Det handler om at åbne døre for sig selv.
- Det vil måske også gøre nogle Venstre-folk mere lydhøre over for vores folk, når de opdager, at Dansk Folkeparti har flere veje til indflydelse, siger Kristian Thulesen Dahl.
S-formand Mette Frederiksen har også for nylig opfordret sit bagland til at invitere DF med i forhandlingerne, når der efter valget skal fordeles borgmester- og udvalgsposter.
Hun udelukker heller ikke, at det kan komme på tale, at S-politikere bringer en DF-borgmester til magten.
/ritzau/