Hvad vi lærte af en højst usædvanlig Grundlovsdag? Noget i retning af: Blokpolitikken er død! Blokpolitikken længe leve!
Det hele begyndte med Mette Frederiksen og Socialdemokraternes både ventede og voldsomme udmelding om, at hun satser på at gå i regering alene, skulle hun få muligheden efter næste valg.
Det skal være slut med, at den radikale hale logrer med hele den røde hund. Slut med at De Radikale får indflydelse for de afgørende mandater på den måde, hvor de trækker Socialdemokraterne til højre på den økonomiske politik og til venstre på udlændinge- og værdipolitikken.
Farvel og goddag
SR-alliancen er død. Mette Frederiksen har et langt større værdifællesskab med Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti, som tilmed er samarbejdsvillig. Det er et opbrud i dansk politik, og med Mette Frederiksens ord, er det et endeligt farvel til blokpolitikken.
Og goddag til en ny, kunne man indvende. Omend det er en meget stor blok mod en noget mindre, der er ved at opstå. For konturerne tegner sig klarere og klarere af et alternativt flertal på udlændingeområdet, som kommer til at operere på tværs af skiftende regeringer på samme måde, som vi har kendt det på EU-området.
Her har EU-modstandere på både højre og venstre side af stregen fundet sig i, at den siddende regering førte EU-politik med et alternativt flertal, som ikke kunne rokkes. Det kunne de så have valgt at vælte den siddende regering på. Men det er aldrig sket.
Det er sådan, udlændingepolitikken må forudses ført fremover.
Stridigheder i Venstre
Mette Frederiksens ryk er markant og umiddelbart en taktisk genistreg. En gang var udlændingepolitikken ved at flå Socialdemokratiet fra hinanden. Men med sit udgangspunkt i partiets venstrefløj, og med sin solide magtbase i både baglandet centreret omkring centrale borgmestre og på Christiansborg med ikke mindst Henrik Sass Larsen som benhård gruppeformand, er det lykkedes hende - ind til videre - at holde ro i partiet.
Derimod er udlændingediskussionerne rykket direkte ind i Venstres gruppeværelse, hvor de nu kæmper mod hinanden om burkaforbud og liberale frihedsværdier over for mere nationalkonservative strømninger i partiet, der er klar til at gå hele vejen med Dansk Folkeparti.
S tættest på DF
Lars Løkke Rasmussen er af natur mest hjemme i den første fraktion i Venstre. Men situationen i dansk politik anno 2018 er, at det er Socialdemokraterne, der lægger sig tættest på Dansk Folkeparti. Så han måtte bruge grundlovsdagens tale om demokrati og frihed til at fortælle, at han og regeringen nu samarbejder med flere lande - han ville dog kun nævne Østrig - om at bygge en udsendelseslejr til flygtninge et "ikke synderligt attraktivt" sted i Europa.
Desuden vil han have et nyt europæisk asylsystem, hvor al søgning af asyl til Europa skal foregå udefra. Det lyder nærmest én til én som det, Socialdemokraterne foreslog for nogle måneder siden. Og det vidner dels om, at udlændingepolitiken ikke længere kun er en borgerlig mærkesag. Men også om, at Løkke - naturligvis - har tænkt sig at slå igen mod Socialdemokraterne frem mod valget og vise, at Venstre stadig er med.
Høj risikovillighed
Men Mette Frederiksens manøvre er ikke ufarlig. Hun betræder nyt land, og hun spiller med en høj grad af risikovillighed. For hvad gør de Radikale nu? Og hvad med Enhedslisten og ikke mindst Alternativet - kan de leve med, at udlændingepolitikken skal føres af en regering, der sidder på deres mandaters nåde og laver udlændingepolitik med Dansk Folkeparti uden at give så meget som en sprække, hvor de røde kan komme ind?
For det er jo fortsat mest sandsynligt, at det er De Radikale, Enhedslisten, Alternativet, nå ja... og SF, der ved en dronningerunde efter et valg skal pege på Mette Frederiksen, hvis hun skal gøre sig håb om at blive statsminister. Og hvad er deres pris for det, når de nu får et blankt nej, hver gang de gerne vil tale om udlændingepolitik?
DF sidder i baghånd
Og hvad med venskabet med Dansk Folkeparti, har socialdemokraterne styr på det? Nærmest symbolsk brugte Kristian Thulesen Dahl sin grundlovsdag til at sige pænt tak til Mette Frederiksen for at smide de Radikale på porten for derefter at slå fast, at efter næste valg vil han i regering med Lars Løkke Rasmussen.
Der er opbrud i dansk parlamentarisme, og uforudsigeligheden råder. Men ind til videre står to ting klart: Udlændingepolitikken er trumf og Dansk Folkeparti sidder i baghånd og prøver ikke at smile for meget. Thulesen ser lige nu ud til at kunne stikke og bekende, som det passer ham bedst.