Med det britiske farvel til EU har den danske regering fået endnu en krise på sit bord.
De næste timer, dage, uger, måneder og måske år vil regeringen nervøst afvente, hvor alvorlig krisen bliver.
Vil den umiddelbare økonomiske tumult på de finansielle markeder udvikle sig til en ny europæisk økonomisk krise? Vil briternes beslutning forstærke EU’s opløsningstendenser? Og hvor heftigt vil det politiske pres blive fra Dansk Folkeparti, der sammen med venstrefløjen kræver, at danskerne også får mulighed for at stemme om det danske EU-medlemskab.
Det krav vil DF-formand Kristian Thulesen Dahl forstærke frem mod afklaringen af, hvordan Storbritanniens fremtidige forhold til EU skal være. Thulesen har lagt op til, at danskerne skal stemme allerede før, man ved, om EU vil tilbyde Danmark en aftale svarende til den britiske. For at lægge ekstra pres på EU, har han forklaret.
Bekymring og selvransagelse
Den tanke opfatter regeringen – og de øvrige EU-partier – som direkte skør. Men i regeringstoppen er der samtidig en bekymret erkendelse af, at Dansk Folkeparti kan lykkes med at skabe større folkelig opbakning bag et krav om, at de danske vælgere skal stemme, når Englands situation er afklaret.
Derfor gjorde statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin første reaktion på den britiske folkeafstemning klart, at Danmark vil kæmpe for, at Brexit bliver starten på en reformproces i EU, der tager befolkningernes voksende skepsis alvorligt.
Det er tid til ”selvransagelse, refleksion og eftertanke”, som Løkke sagde.
Samtidig understregede Løkke, at regeringen drager til Bruxelles for at kæmpe for danske interesser. Ligesom han straks har nedsat en taskforce, der skal identificere, hvor Danmark kan få problemer.
Dæmning mod EU-modstanden
Løkke lovede også, at regeringen vil kæmpe for at få gennemført den indeksering af børnechecken, som Danmark kunne indføre, hvis briterne havde sagt ja tak til aftalen med EU. En mulighed som nu er forsvundet.
Med den tilgang håber Løkke at kunne dæmme op for voksende EU-modstand hos de danske vælgere og dermed for et muligt folkeligt pres for en dansk EU-folkeafstemning.
Løkke vil ikke – som Thulesen Dahl forlanger – alliere sig med briterne for at sikre dem den bedst mulige aftale, som Danmark så kan kopiere. Fordi det ikke er i regeringens interesse, og fordi de danske topministre ikke har oplevet en tilsvarende solidaritet fra Storbritannien.
EU-striden mellem Løkke og Thulesen kan forstærke det allerede anstrengte forhold mellem Venstre og det store støtteparti.
Frustration og irritation
I forvejen er regeringstoppen dybt frustreret over, at DF op til folkeafstemningen om retsforbeholdet i december stillede vælgerne i udsigt, at det ville være uhyre simpelt for Danmark at få en parallelaftale om Europol. Og dybt irriteret over, at DF nu, hvor det har vist sig ikke at være så nemt, bare affejer det med, at regeringen ikke kæmper hårdt nok.
Nu må Løkke formentlig indstille sig på, at Danmarks forhandlinger med EU bliver endnu mere besværlige, fordi EU-systemet vil kaste alle kræfterne ind i at afklare briternes situation.
Samtidig bliver det sværere at forestille sig, at regeringen kan få Dansk Folkeparti til at anbefale et ja, hvis en ny dansk afstemning bliver eneste mulighed for at bevare Danmark i Europol. Og et ja fra DF er forudsætningen for, at regeringen tør spørge danskerne igen.
Det tegner altså til at blive endnu mere bøvlet for Løkke at finde en vej ud af danskernes nej til at ophæve det danske EU-retsforhold.
Større forhindring for regeringssamarbejde
Lars Løkke Rasmussen vil forsøge at alliere sig med Socialdemokraterne i EU-politikken.
I håb om at S-formand Mette Frederiksen ikke trækker sit parti så langt i en EU-skeptisk retning, at Venstre som regeringsparti ikke kan følge med.
Til gengæld er det blevet en del vanskeligere at forestille sig et regeringssamarbejde mellem Venstre og Dansk Folkeparti.
EU-striden er den største forhindring, og den tegner nu til at blive større, ikke mindre, i de kommende timer, dage, uger, måneder og måske år.