Efter Storbritanniens exit fra EU bliver de europæiske regeringer nødt til at lytte til den stigende EU-skepsis i deres befolkninger, lyder opfordringen fra S-formand Mette Frederiksen.
Men det skal ikke ske gennem en folkeafstemning om det danske EU-medlemskab, understreger hun samtidig og lægger sig dermed på linje med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
- Der er stærke bevægelser i gang. Rigtig mange europæere vender EU ryggen, og det bliver vi nødt til at tage alvorligt, siger Mette Frederiksen.
- Jeg vil gerne være med til at reformere EU. Jeg vil gerne være med til at insistere på et europæisk samarbejde, der bringer sig derhen, hvor vores befolkninger er, siger S-formanden.
- Jeg bliver også nødt til at melde klart, at det ikke på nogen måde vil være i dansk interesse at stå uden for det europæiske fællesskab.
- Derfor bør diskussionen nu handle om, hvordan vi sikrer, at samarbejdet kommer til at fungere på en måde, så befolkningerne kan se sig selv i det.
- Jeg vil ikke anbefale en folkeafstemning. Der er intet i mig, der anbefaler, at Danmark træder ud af EU, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/