Politikere efter vandscooter-tragedie: Skærpede straffe, mere politi og nummerpladeregistrering

To amerikanske kvinders død i Københavns Havn lørdag aften må føre til nye tiltag, lyder det fra flere partier på Christiansborg.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) er villig til at se på løsningsforslag efter dødsulykke i Københavns Havn lørdag aften. (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Skærpede straffe, mere politikontrol og nummerpladeregistrering.

Sådan lyder nogle af de forslag som folketingspartierne bringer på bordet, efter at to amerikanske kvinder mistede livet lørdag aften, da deres båd blev torpederet af en vandscooter.

- Jeg synes, at vi skal se på muligheden for konfiskation. Vi skal også se på muligheden for at få nummerpladeregistrering så hurtigt som muligt, så politiet har bedre mulighed for at holde kontrol med det, siger Peter Kofod Poulsen, der er retsordfører hos Dansk Folkeparti.

Han siger videre:

- Og så skal vi se på, om politiet skal have flere ressourcer til at patruljere oftere de steder, hvor folk typisk sejler på vandscootere.

Kritik fra producenter

Reaktionen kommer, efter at Københavns overborgmester, Frank Jensen, og to af landets største forhandlere af jetski og vandscootere har kritiseret den politiske indsats.

De mener, at der skal indføres registrering af de lynhurtige vandfræsere, så politiet har mulighed for at fange lovovertrædere efterfølgende. Ligeledes skal det være muligt for politiet at foretage en konfiskation, hvis reglerne bliver overtrådt.

Trine Bramsen, der er retsordfører for Socialdemokratiet, vil ikke lægge sig fast på konkrete tiltag, men er villig til at gå i dialog for at finde den bedste løsning.

- Jeg synes, at det giver god mening først at tale med politiet om, hvad de rent faktisk kan bruge til noget. Om nummerplader eller anden registrering giver mening i forhold til det her problem. Det vigtigste er, at vi får fat i dem, der overtræder loven og får dem straffet, siger hun.

Hun har dog ikke tænkt sig at lægge fingre i mellem for at komme problemerne til livs.

- Vi skal kigge på at skærpe straffen, da det i dag kun er muligt at give bødestraffe for at overtræde reglerne. Vi skal også give politiet mulighed for at konfiskation i yderste tilfælde, siger hun.

Strengere straffe hjælper ikke

Oppositionskollegaen Lisbeth Bech Poulsen fra SF mener dog ikke, at strengere straffe hjælper.

- I stedet kunne jeg godt tænke mig at se på, om politiet skal have nogle flere ressourcer til mere tilstedeværelse i havneområderne. Regeringen mener, at vi skal have massivt med politi ved grænsen, vi mener, at vi i stedet skal fokusere på, at der er tryghed lokalt, siger hun og påpeger, at hun også støtter op om, at man ser på registreringsmuligheder af de enkelte fartøjer.

Justitstminister Søren Pape Poulsen (K) skriver i en mail til DR Nyheder, at han vil gå ind i sagen:

- Det er en dybt tragisk ulykke, som viser, hvor utrolig farligt vanvidssejlads er. Nu er det sket i København, men det kan også ramme andre steder i landet. Jeg vil indkalde Københavns overborgmester, politiet og andre relevante myndigheder og aktører til et møde for at se på, hvordan vi får sat effektivt ind over for disse vanvidssejladser. Jeg er åben over for alle gode forslag til, hvordan vi sikrer, at den slags ulykker ikke sker igen, siger han i en mail via sin pressetjeneste.