Jetski-forhandlere: Indfør nummerplader og forsikring nu

Folketingspolitikerne skal tage affære straks, mener flere aktører efter dødsulykke i Københavns Havn.

Kommunalpolitikere, forhandlere og union vil alle have det gjort lovpligtigt at påføre vandscootere en nummerplade. Blomsterne er fra en mindehøjtidlighed i går, hvor de to dræbte blev mindet. (Foto: © BAX LINDHARDT, Scanpix)

Kritikken af manglende nummerregistrering af jetski og vandscootere hober sig op, efter at to amerikanske kvinder mistede livet, da de blev torpederet af en vandscooter lørdag aften i Københavns Havn.

Politikerne på Christiansborg bør hurtigst muligt gå i gang med at gøre det obligatorisk at påsætte nummerplade på de lynhurtige vandfræsere, lyder det fra to forhandlere og fra Danmarks Motor Union.

Opfordringen kommer, efter at både Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), og kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) har opfordret til, at politikerne på Christiansborg skal tage fløjshandskerne af og gøre noget ved problemet.

- Det kan få de én til tre procent, som ter sig uterligt, til at tænke sig som. Alle kan jo filme med deres telefonkameraer, hvis der er en, der sejler tåbeligt. Efterfølgende kan politiet så gå ind og vurdere, om der er foregået noget ulovligt og uddele bøder derfra, siger Jon Floris, der er direktør for Jetski.dk, der er blandt Danmarks største forhandlere af jetski og vandscootere.

Han foreslår også et krav om en ansvarsforsikring at føre et fartøj.

- Det er vanvittigt, at du må sejle i både og på vandscootere uden at have en forsikring, siger han og foreslår også markant højere bøder som straf for vanvidssejlads.

Klare regler i andre EU-lande

En anden af landets største forhandlere bakker kraftigt op om nummerpladeregistrering. Steen Pedersen har været indehaver af Jettrade i 31 år.

- I Danmark har man hverken nummerplader på joller, speedbåde, vandscootere eller hvad der ellers bevæger sig rundt på havet, så man kan aldrig identificere, hvem der bruger fartøjerne. Man har haft regler om nummerplader i stort set alle andre EU-lande de sidste 20 år, siger Steen Pedersen, der støtter sin forhandlerkollega i, at der også bør være tvungen ansvarsforsikring.

Hos Danmarks Motor Union, som repræsenterer jetski og vandscootere i Danmark, mener formand Jørgen Bitsch, at nummerpladeregistrering er vigtigt, da det kan hjælpe politiet til hurtigt at finde frem til lovovertrædere.

- Det er en problemstilling, som vi allerede er begyndt at tage fat på. Nu vil vi tage kontakt til de relevante myndigheder, der sidder med ansvaret for registrering. Vi vil også tale med Københavns Kommune og høre om, hvordan vi kan bakke op om at få det her indført, siger han.

Er blevet foreslået før

Forslaget om nummerpladeregistrering har faktisk allerede været oppe at vende. I forbindelse med, at Naturstyrelsen i 2012 lempede reglerne om brug af vandscootere foreslog flere kommuner, organisationer og producenter, at man burde indføre krav om mærkning af vandscootere.

Det blev dog afvist af Naturstyrelsen.

- Naturstyrelsen skal hertil bemærke, at Rigspolitiet har oplyst, at indførelse af krav om registrering af vandscootere vil være meget omkostnings- og ressourcetunge for både det offentlige og for borgerne. På den baggrund vurderer Naturstyrelsen, at der ikke på nuværende tidspunkt er basis for at indføre registrering af vandscootere, lød det i høringsnotatet.

Jon Floris fra Jetski.dk har dog kun hovedrysten til overs for det argument.

- Det er så tarveligt. Vi ville med glæde arbejde to eller tre timer ekstra om ugen. Det er vanvittigt, at vi som den kommercielle aktør har en større interesse end politikerne i at få gjort noget ved problemet, siger han.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar til kritikken fra justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

I sagen fra Københavns Havn er en 24-årig mand sigtet og varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab. Han erkender at have påsejlet båden med de to dræbte, men nægter sig skyldig, da han ikke mener, at ulykken skete bevidst.

Yderligere syv personer er sigtet for at have bragt andres liv og førlighed i fare. De blev dog alle løsladt ved et grundlovsforhør i Københavns Byret i går.