Et flertal i Folketinget gav i 2014 hinanden håndslag på at følge Vederlagskommissionens anbefalinger, hvad end de måtte være.
I dag er anbefalingerne så kommet, og flertallet bestående af partierne S, V, K, R og SF er forsvundet. Ingen af partierne vil tilslutte sig Vederlagskommissionens anbefalinger, som blandt andet indeholder forslag om højere løn og lavere pension til politikerne.
Men hvad mener Folketingets partier så, at der skal ske med deres løn og pensionsordninger?
S: Tiden er ikke inde til lønstigninger
Hos Folketingets største parti, Socialdemokraterne, siger gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) nej til Vederlagskommissionens samlede anbefalinger, men åbner for ”smårettelser” som en højere pensionsalder og nye regler for politikernes eftervederlag.
- Som vi ser det, er det sådan en take it or leave it-pakke, man har lagt frem, og som man enten skal tage i sin helhed eller ikke tage den, siger gruppeformand Henrik Sass Larsen (S).
- Vi konkluderer for vores vedkommende, at vi er mest til det sidste, nemlig ikke at tage den. For vi synes ikke, tiden er til at foretage så store lønstigninger for politikerne.
DF: Sæt pensionsalderen op
Dansk Folkeparti vil heller ikke støtte Vederlagskommissionens samlede anbefalinger, men der kan ifølge gruppeformand Peter Skaarup være enkelte dele, som partiet kan gå med til.
- Vi kan ikke være med til at sætte lønningerne op til politikerne. Det vil være et rigtig dårligt signal lige nu, hvor vi til befolkningen siger, at der bliver lavet den ene reform efter den anden med besparelser. Hvis man samtidig skulle sætte politikernes lønninger op, vil det være rigtig skidt over for danskerne, siger Peter Skaarup.
- Men man kunne sagtens tage den del, der handler om pension, og gennemføre den og noget mere. Der er jo ingen rimelighed i, at politikerne føler sig berettiget til pension i længere tid end den almindelige dansker, siger han.
Venstre var i starten af året ude og skyde Vederlagskommissionens forslag ned, da et delelement fra kommissionen om lønstigninger til politikerne blev lækket. I dag vil indenrigsminister Karen Ellemann (V) dog ikke afvise, at regeringen kan støtte anbefalingerne.
- Det kan jeg ikke afvise, men jeg må da sige, at den reaktion, der kom fra samtlige partier i sidste uge, gør at det ser lidt vanskeligt ud, siger Karen Ellemann, som nu har indkaldt Folketingets partier til drøftelser.
R: Kan godt være, vi er nogle tøsedrenge
Da Folketingets partier over en bred kam skød kommissionens forslag ned for et par uger siden, var Venstre-folketingsmedlemmet Jan E. Jørgensen ude og kalde sin kolleger på Christiansborg for "tøsedrenge", fordi de løb fra en aftale.
De Radikales Martin Lidegaard medgiver, at der kan være noget om snakken, men han mener fortsat ikke, at der er grund til at ændre i politikernes vederlag.
- Det kan godt være, at vi er nogle tøsedrenge, men i så fald synes jeg, det er et af de eksempler på, at det nogle gange er godt at være en tøsedreng. For jeg synes ikke, der er grundlag for at give os så høj en stigning i vores vederlag, siger Martin Lidegaard.
- Til gengæld synes jeg, der er virkelig god grund til at kigge på vores pensionsalder. Den skal være den samme som alle mulige andre danskeres, siger han.
De Konservative fastholder også, at man ikke længere kan stå ved aftalen om at vedtage Vederlagskommissionens anbefalinger.
- Samlet set mener vi stadig, at de lønstigninger som Vederlagskommissionen lægger op til er for store. Kommissionen kommer dog også med en række forslag til oprydning i eftervederlag og pensioner. Det mener vi stadig er meget relevant. Vi kender vist alle nogle eksempler på eftervederlag og pensionsregler, der har været urimeligt favorable, siger partiformand Søren Pape Poulsen (K) i en skriftlig kommentar.
Alternativet: Forslag giver den gennemsigtighed, vi har efterspurgt
Også Enhedslisten og SF siger nej til lønforhøjelser til politikerne, men ser gerne en reform af pensionsordningerne.
- Jeg er glad for, at faktisk hele aftalekredsen bag kommissionen har sagt klart fra over for lønstigninger til politikere. Alt andet ville virkelig have været noget værre pamperi. Men det skal selvfølgelig ikke betyde, at det længe ventede opgør med de helt urimelige pensionsforhold udebliver, siger Enhedslisten Pernille Skipper.
- Jeg mener ikke, at politikernes løn skal stige med 15 procent, eller at politikere skal have et gyldent håndtryk. Det ville være helt skørt i en tid, hvor de mange danskere med små eller almindelige indkomster har måttet holde igen – eller sågar acceptere at gå ned i løn, siger Jonas Dahl (SF).
Alternativet er blandt de mest positive partier i forhold til Vederlagskommissionens anbefalinger, selvom der også er ”mindre positive” forslag.
- Vi er umiddelbart positive over, at pensionen for politikerne bliver nedsat, og eftervederlaget bliver fjernet, siger Alternativets finansordfører, Josephine Fock, til Ritzau.
- Det giver noget af den gennemsigtighed, som vi har efterspurgt, og det kan forhåbentlig bidrage til at genetablere tilliden til politikerne, hvilket der er alvorligt brug for.
https://www.facebook.com/drpolitik/posts/1547262515588228