Det er sket mere end én gang, at Martin Geertsen har rystet på hovedet af noget, som vennen og partifællen Søren Pind har sagt, sunget eller på anden vis hittet på.
Men Venstre - og dansk politik i øvrigt - har brug for originaler som Pind, og derfor bør det i Martin Geertsens optik give anledning til selvransagelse i partiet, at man "åbenbart" er så dårlig til mandskabspleje og til at passe på hinanden, at man har ladet en kapacitet som Søren Pind løbe tør for energi og tage afsked med Christiansborg:
- Det må vi simpelthen kunne gøre bedre, konstaterer Martin Geertsen, der i næste uge afløser Søren Pind i Venstres folketingsgruppe.
- Skulle vi ikke have lidt eftertanke oven på den her voldsomme mediedækning af Sørens exit, og prøve at kigge hinanden i øjnene og spørge os selv: Er der noget, vi kunne have gjort, som havde betydet, at Søren Pind kunne have haft en plads i Venstre fremadrettet, og ikke følte sig fuldstændig tappet for energi?
Søren Pind meddelte 1. maj, at han manglede den sidste energi til at fortsætte i den politiske manege. Han var mæt - ikke af dage, men af politik, lod han forstå, da han iført en skræddersyet ministeruniform med tilhørende fjerhat overdrog Uddannelses- og Forskningsministeriet til iværksætteren og investoren Tommy Ahlers.
Hans exit fra dansk politik har samtidig banet vejen for et comeback til Venstres folketingsgruppe for suppleanten Martin Geertsen, der ikke opnåede nok stemmer til genvalg i 2015.
Den 48-årige Venstre-mand har både siddet i Københavns Borgerrepræsentation og i Folketinget med Søren Pind. I dag er han regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden - hvor han fortsætter sideløbende med folketingsarbejdet.
Venstre har behov for originaler
Martin Geertsen har første arbejdsdag på Christiansborg på tirsdag, og han har tænkt sig at tage debatten om kulturen i politik op i folketingsgruppen.
- Jeg har ikke en fem-punkts-plan for, hvad vi kunne have gjort anderledes, eller hvad vi nu skal iværksætte. Men jeg vil tage det op på rette sted: Er der ting i vores måde at være sammen på, som vi kan gøre anderledes, så der bliver bedre plads til originalerne?
- Søren er jo på mange måder en anderledes type politiker, en original i ordets bredeste forstand. Og jeg er møgærgerlig over, at det ikke er lykkedes os at holde på sådan en original, for dem er der behov for i politik – og i særdeleshed i Venstre, siger Martin Geertsen.
Han betegner Venstre som et parti, der hidtil har fundet styrke i medlemmernes forskellighed.
- Dels som personer og i vores måde at udtrykke os på, men også i vores holdninger.
- Søren har jo selv koketteret med, at Venstre har tre typer politikere: De liberale, de nationalkonservative og så nogle pragmatikerne, der ligger inde i midten. Og jeg tror, vi skal blive bedre til at anerkende, at vi er forskellige – både i vores måde at udtrykke os på og i vores holdninger – så vi bliver bedre til at understøtte hinanden, siger Martin Geertsen.
Strømlining giver mindre plads til originaler
Martin Geertsen retter skytset mod kontraktpolitikken, som i 00'erne fik sit indtog i Danmark med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og mantraet "Det vi har sagt, og det vi har lovet, det står vi ved".
- Kontraktpolitikken har gjort, at vi hele tiden holder hinanden op på, præcis hvad vi sagde i går. Det er en "slåen-hinanden-i-hovederne" med gamle udtalelser, og hvis du bare træder et lillebitte skridt ved siden af det, du lovede, så får du én på sinkadusen.
- Strømliningen og den meget voldsomme disciplinering af dansk politik gør jo, at der bliver mindre og mindre plads til originalerne, siger Martin Geertsen.
Han erkender, at der også er rum for lidt selvransagelse i hans egen politiske karriere.
- Jeg har også været sådan en, der har krigedes både internt og eksternt. I takt med at jeg er blevet ældre, tror jeg, at de værste hundeslagsmål, hvor man beskylder politiske med- og modstandere for alt muligt mellem himmel og jord, dem vil jeg da lægge mindre vægt på, end jeg har gjort tidligere, siger han.
Bullshit er blevet det politiske sprog
Martin Geertsen er langt fra den eneste, der begræder Søren Pinds politiske afsked og maner til eftertænksomhed over, hvad der udløste den.
- Man forstår godt, hvorfor Søren Pind ikke orkede mere. Men man må alvorligt håbe, at alle de politikere, der nu savner ham, tænker over, hvorfor de mon gør det, skriver chefredaktør Martin Krasnik i en leder i Weekendavisen.
Her konstaterer han, at "bullshit er det blevet det mest udbredte politiske sprog", og at det handler om at forplumre og sløre konsekvenserne af ens politiske holdninger frem for at tale klart og oprigtigt.
Politik er blevet for mainstream og for humørforladt, istemmer ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen Lisbeth Knudsen i en kommentar på netmediet Alinget:
- Enerne bankes på plads i folketingsgrupperne, jo mere vi nærmer os et folketingsvalg, og alle bliver nervøse for de mindste udskejelser. Men dansk politik har brug for flere fyrtårne. Flere enere, der rager op. Flere folk med kreative ideer. Flere folk med mod til at gå nye veje.
Lisbeth Knudsen konstaterer, at Søren Pind i afskedens stund lignede en, der var blevet befriet fra mental indespærring.