Med uddannelses- og forskningsminister Søren Pinds (V) exit fra dansk politik åbner døren sig for et comeback til en anden Venstre-kending, nemlig vennen Martin Geertsen, som han har siddet både i Folketinget og Københavns Borgerrepræsentation sammen med.
- Jeg takker ja til at træde ind i Folketinget efter Søren Pind, siger Martin Geertsen (V) til DR Nyheder.
Er det overraskende for dig, at Søren Pind trækker sig?
- Jeg har vidst det gennem et stykke tid, så jeg har været forberedt på det, siger Martin Geertsen.
- Jeg danser ikke på bordet. Jeg har kendt Søren Pind igennem 25 år, så derfor er det på det personlige plan en trist dag - og det er også en trist dag for Venstre.
Martin Geertsen har været medlem af regionsrådet i region Hovedstaden siden 2014 og er Venstres politiske leder i regionsrådet.
Geertsen vil sætte københavnerdagsordener
Den 48-årige Martin Geertsen nåede i sine fire år som folketingsmedlem i sidste omgang at være integrationsordfører, idrætsordfører og hovedstadsordfører.
Ligesom Søren Pind har Martin Geertsen også været medlem af Københavns Borgerrepræsentation. Her var han kulturborgmester fra 2002 til 2008. Og hovedstadens udfordringer og interesser er en vigtig mærkesag for ham, fortæller han.
- Jeg er valgt i København, og jeg ønsker at sætte københavnerdagsordener. Det synes jeg i meget høj grad, at der er behov for, siger han.
Regeringen har med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i spidsen lanceret to runder med udflytning af tusindvis af statslige arbejdspladser fra hovedstadsområdet ud i landet.
- Jeg har ikke noget imod udflytning af statslige arbejdspladser og udligning på tværs af landsdele, men der er behov i Venstre og regeringen og Folketinget for, at vi også tager hånd om de udfordringer, vi har i hovedstaden, siger Martin Geertsen og peger på trængsel og forurening som to af Københavns udfordringer.
Martin Geertsen var medlem af Københavns Borgerrepræsentation fra 1998 til 2008 og gruppeformand for Venstre samme sted de første fire år.
Løkke går til dronningen i morgen
Søren Pind er ikke den eneste minister, der forlader sin post. Også miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) trækker sig.
Men modsat Søren Pind fortsætter Esben Lunde Larsen som folketingsmedlem frem til næste folketingsvalg, som senest skal afholdes om et år.
Lars Løkke Rasmussen meddeler i en pressemeddelelse, at han i morgen vil tage til Amalienborg for at fortælle dronning Margrethe, at han vil "foretage justeringer i regeringens sammensætning".
Hvorvidt der er tale om en større ministerrokade, der også involverer ministre fra Liberal Alliance og De Konservative, er uvist.