OVERBLIK Regeringen vil straffe syrienskrigere, ændre knivlov og give 17-årige kørekort

Regeringen har planer om 182 lovforslag i det nye folketingsår.

I december fremsætter regeringen et lovforslag, der vil hæve hastighedsgrænsen for biler med campingvogne og andre påhængskøretøjer fra 80 til 100 kilometer i timen, forudsat at de lever op til en række betingelser. (© Colourbox)

I forbindelse med statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) tale ved Folketingets åbning er regeringens såkaldte lovkatalog også blevet fremlagt.

Heri kan det læses, at regeringen har planer om at fremsætte 182 lovforslag og tre beslutningsforslag. Lovkataloget skal ses som en opfølgning på regeringsgrundlaget fra juni.

Et af de væsentlige lovforslag handler om de danskere eller herboende udlændinge, der tilslutter sig eksempelvis terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i Irak, hvor Danmark er en del af konflikten.

Allerede i oktober fremsætter justitsminister Søren Pind (V) lovforslaget, der bygger på Straffelovrådets betænkning fra maj. Rådet foreslår, at en dansker, der rejser til Irak for at slutte sig til IS, skal kunne straffes med fængsel i op til 10 år.

Hvis man deltager i kampe mod danske styrker, skal det kunne give fængsel på livstid.

Straffelovrådet foreslår også, at det skal have hårde konsekvenser, hvis man i Danmark er med til at radikalisere folk, som tilslutter sig eksempelvis IS. Her mener Straffelovrådet, at det skal kunne give en straf på op til 16 års fængsel.

Meget tyder på, at der vil være bred opbakning i Folketinget til lovforslaget.

Knivlov skal ændres

Af lovkataloget fremgår det også, at regeringen har tænkt sig at ændre den omdiskuterede knivlov, som den tidligere VK-regering ellers selv indførte.

Lovforslaget har til formål at præcisere reglerne for besiddelse af knive. Det nærmere indhold af lovforslaget er fortsat under overvejelse.

Knivloven kom for alvor tilbage på dagsordenen i foråret efter en dom, hvor en indehaver af en jagtbutik blev dømt for at have ulovlige knive til salg. De blev af retten vurderet som ulovlige, da det er muligt at åbne dem med én hånd.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udtalte før valget, at "foldekniv-definitionen" er blevet "fortolket til noget nær det absurde", og han bebudede allerede dengang en lovændring.

På miljøområdet står det nu klart, at regeringen i november fremsætter et lovforslag, der vil fjerne en række krav til landbruget. Formålet er at skabe bedre rammevilkår for landbrugserhvervet.

Landmand udpeger 10 meter randzone til vandløb. (Foto: © Thomas Schmidt Nørgaard, DR Østjylland)

Med lovforslaget vil randzonelovens krav om, at der ikke må sprøjtes, gødes eller dyrkes på landbrugsjord langs vandløb og søer, bortfalde.

Kravet om randzoner var Venstre selv med til at indføre, da partiet senest var i regering. Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har tidligere erkendt, at man nu ønsker at gå i en modsat retning.

Hurtigere campingvogne

I lovkataloget står der også, at regeringen i december vil fremsætte et lovforslag, der vil hæve hastighedsgrænsen for biler med campingvogne og andre påhængskøretøjer fra 80 til 100 kilometer i timen, forudsat at de lever op til en række betingelser.

Rådet for Sikker Trafik har tidligere hilst forslaget velkommen og påpeget, at det vil være med til at sikre en bedre trafikafvikling. Dansk Camping Union har i årevis kæmpet for hastighedsforhøjelsen.

Regeringen lægger i lovkataloget også op til at ændre færdselsloven ved at nedsætte aldersgrænsen for kørekort til almindelig bil og knallert.

Formålet er at indføre en ordning som i Tyskland, hvor 17-årige får mulighed for at erhverve kørekort til almindelig bil på samme måde som 18-årige - forudsat at den 17-årige det første år kun kører bil under ledsagelse af en bilist med mindst 10 års erfaring.

Aldergrænsen for kørekort til lille knallert nedsættes desuden fra 16 til 15 år.

Det var ventet, at regeringen ville fremsætte lovforslag om at hæve hastighedsgrænsen på landeveje fra 80 til 90 kilometer i timen, og at den kriminelle lavalder ville blive sænket.

Ingen af forslagene fremgår dog af lovkataloget.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1048343175216206