Hvis et politisk flertal i Folketinget på noget tidspunkt i løbet af statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) regeringsperiode ønsker, at Danmark skal deltage i EU’s fælles asylpolitik, vil han udskrive en folkeafstemning.
Det garanterer statsministeren i sin åbningstale til Folketinget.
Garantien stilles, fordi debatten om den kommende folkeafstemning om at erstatte det danske retsforbehold med en tilvalgsordning ifølge Lars Løkke Rasmussen bliver forskruet, når nej-partierne argumenterer med, at et ja ved afstemningen vil blive en ”glidebane for dansk deltagelse i EU’s samarbejde om asyl og indvandring”.
- Folkeafstemningen handler ikke om fælles udlændinge- eller asylpolitik. Her står Danmark udenfor. Det skal vi fortsat gøre. Vi bestemmer selv vores udlændingepolitik. Det burde egentlig være enkelt nok, siger Lars Løkke Rasmussen i sin tale.
- Ja-partierne bag Europol-aftalen har givet hinanden gensidig vetoret på den del. Alligevel virker det lidt som om, at nogen forsøger at tegne et fejlagtigt billede af, at vi er på vej ned ad en glidebane. Det er vi ikke.
Opbakning fra S-formand
Statsministeren fortsætter:
- Men for at mane enhver tvivl i jorden, vil jeg i dag gerne understrege, at hvis et flertal i Folketinget på noget tidspunkt måtte ønske, at Danmark skal deltage i den fælles europæiske asylpolitik, så er min holdning helt klar:
- Vi hæver ikke vores veto uden at spørge danskerne ved en ny folkeafstemning. Det vil jeg gerne garantere her i dag, siger Lars Løkke Rasmussen.
Udmeldingen har opbakning fra oppositionens leder, Mette Frederiksen (S):
- Det, vi skal til folkeafstemning om den 3. december, er Europol. Danmark skal hverken i dag eller i morgen være med i den fælles asylpolitik. Og jeg vil gerne give et klart tilsagn om, at hvis nogen partier ønsker at ændre på det, så kræver det en ny folkeafstemning, siger Mette Frederiksen ifølge Ritzau.
Danskerne skal 3. december til stemmeurnerne, hvor der enten skal stemmes ja eller nej til at ændre det danske retsforbehold til en tilvalgsordning.
Læs mere om folkeafstemningen her.