Danmarks militære indsats kan blive udvidet til også at dække det borgerkrigsplagede Syrien.
Danske kampfly har hidtil været begrænset til at flyve bombemissioner over Irak, hvor landets regering formelt har inviteret udenlandske regeringer til at bekæmpe Islamisk Stat, men når de danske kampfly igen skal på vingerne, kan de få missioner, der også dækker over Syrien.
Det åbner statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for i sin tale i forbindelse med Folketingets åbning.
- Når vi sender flyene ud igen, er regeringen åben for at se på et bredere mandat for den danske indsats, siger Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg håber, at Folketinget er parat til at bakke op. Så vi kan være med dér, hvor vi gør størst nytte. Også med vores kampfly, siger statsministeren.
Radar erstattede kampfly
Lars Løkke Rasmussen nævner ikke direkte Syrien i sin tale, men udenrigsminister Kristian Jensen åbnede i et interview med Ræson for nylig netop for at udvide den danske indsats til også at omfatte Syrien.
Udenrigsministeren understregede i den forbindelse, at han ”kan ikke se for mig, at vi skulle sætte danske landtropper ind i Syrien”.
Efter sin åbningstale blev statsministeren spurgt direkte, om han åbnede for en dansk militær indsats i Syrien.
- Hvis det er det, der er brug for, når flyene kommer tilbage, så er det det, jeg åbner for i dag, siger Lars Løkke Rasmussen.
De danske kampfly blev i slutningen af september trukket hjem, fordi personellet er slidt, og de ventes først at vende tilbage om et års tid.
I den forbindelse besluttede et bredt flertal i Udenrigspolitisk Nævn at erstatte det danske F16-bidrag i kampen mod Islamisk Stat i Irak med en mobil radarstation.
Løkke: Vi skal blive ved med at bekæmpe terror
Statsminister Lars Løkke Rasmussen understreger i sin tale, at Danmark fortsat bør bidrage til at bekæmpe terrororganisationer som Islamisk Stat.
- Terror er et onde, vi skal blive ved med at bekæmpe. Målet er fred og fremgang. Så familier ikke bliver tvunget på flugt. Men kan leve i deres eget land, siger Lars Løkke Rasmussen.
Danmark har deltaget i den internationale operation mod Islamisk Stat i Irak siden midten af oktober 2014.
I slutningen af juli måned skrev danske F16-flymekanikere et brev til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at bremse en forlængelse af missionen i Irak.
Årsagen var stress blandt arbejderne, manglende arbejdskraft og revner i flyene.