Skats kontrol af virksomheder bliver nu mødt med massiv kritik.
- Ren talmanipulation, siger formanden for Dansk Told og Skatteforbund Jørn Rise til DR.
- Vildledende og misvisende, siger skatteordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF).
- Burde ikke være svært at skabe gennemsigtighed, siger skatteordfører Jeppe Bruus (S).
- Kritikken er forfejlet, siger chef for Skats indsatsafdeling Jim Sørensen.
En kontrol tæller nu som ni eller flere
Årsagen til kritikken fra Dansk Told og Skatteforbund, S og SF, er Skats metode til at opgøre antallet af kontroller. Indtil 2013 talte Skat antallet af kontroller i virksomheder.
Men fra 2014 er metoden lagt om, så Skat i stedet opgør ”antallet af kontroller (…) per juridisk enhed, per pligtkode og per indkomst- /kalenderår”, som det hedder i en instruks til lederne i Skat.
Det betyder, at et enkelt besøg, der før blev talt som en enkelt kontrol i Skats statistikker, nu kan tælle som ni eller betydeligt flere kontroller.
Ændret med tilbagevirkende kraft
- Det er ren talmanipulation, siger formanden for Dansk Told og Skatteforbund Jørn Rise:
- Kontrollerer man eksempelvis en bland-selv-slik butik og finder svindel, der går tre år tilbage og dækker en række sager, så kan det pludselig betyde, at det tæller som ni kontroller, hvor det før ville tælle som én.
På den måde kommer det til at se ud som om, at Skat reelt set foretager mere kontrol, end de gør i virkeligheden, mener Jørn Rise.
Intern kritik: Spilder tid på registreringer
DR har set intern kommunikation fra medarbejdere i Skat, hvor den ændrede opgørelsesmetode kritiseres:
”For mit eget vedkommende vil jeg formodentlig fremstå som mere "effektiv" end tidigere”, skriver en medarbejder.
”Jeg bruger mere tid på registreringer og internt bureaukrati end nogensinde før.”
Opgørelsesmetoden blev ændret i juli 2014 – men med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2014.
Det skete samtidig med, at Rigsrevisionen barslede med en revision af Skats kontroller af danske virksomheder.
- Det er klart, at det er et problem hvis det slører, hvor mange virksomheder, der faktisk er kontrolleret. Det vil jeg da spørge ministeren om, siger Jeppe Bruus, der er skatteordfører for Socialdemokraterne.
- Det burde ikke være svært at opgøre, hvor mange virksomheder man har besøgt og dermed skabe gennemsigtighed for, hvor mange kontrolbesøg hos virksomheder der er gennemført.
SF: Puster tallene op
Ændringen af optællingsmetoden for kontroller forarger Lisbeth Bech Poulsen, skatte- og retsordfører for SF:
- Det er vildledende og misvisende. Man får pustet tallene op, så det ser ud som om der er ni eller femten eller seksten kontroller, når der reelt er tale om et enkelt kontrolbesøg i en virksomhed, siger Lisbeth Bech Poulsen, der fremhæver, at antallet af Skats kontroller er alt for lavt.
- Skats egne tal viser, at halvdelen af samtlige virksomheder har rod i skatteregnskaberne og ti procent laver decideret overlagt snyd. Ti procent af landets virksomheder! Og vi har 670.000 virksomheder. Det vil sige, at 67.000 virksomheder laver overlagt snyd og 335.000 virksomheder har rod i regnskaberne. Det er et kæmpe, kæmpe problem, siger Lisbeth Bech Poulsen.
Skat: Kritik rammer fejl
- Kritikken er decideret forkert, siger Jim Sørensen, der er chef for Skats indsatsafdeling.
- Med den nye metode kan man sammenligne de enkelte projekter og de enkelte år med hinanden. Det kunne man ikke før. Så det er hundredetyve procent det modsatte, siger Jim Sørensen.
Han forklarer, at formålet med at ændre opgørelsen er at give Skat bedre værktøjer til at måle produktionen og prioritere ressourcerne.
Jim Sørensen afviser også den interne kritik fra medarbejdere af, at de med den nye optællingsmetode kommer til at "se mere effektive ud" - uden at være det:
- Der vil være nogle projekter, der ser meget mere effektive ud, hvis man sammenligner tallene fra 2013 med dem fra 2014. Der vil være andre, der ser mindre effektive ud.
- Kan du så fortælle mig hvor mange virksomheder I har kontrolleret?
- Med de tal jeg har lige nu der kan jeg ikke se hvor mange virksomheder, der decideret har haft et besøg, siger Jim Sørensen.
- Men vi har ikke brug for det tal. Vi har brug for at vi kan prioritere vores ressourcer på de rigtige projekter. Derfor skal vores tal være sammenlignelige.
Minister afventer samråd
Skatteministeriet meddeler i en mail via ministeriets pressevagt, at skatteminister Karsten Lauritzen ikke har nogen kommentarer til kritikken.
I dag skal skatteminister Karsten Lauritzen (V) i samråd om momssvindel der muligvis anvendes til finansiering af terror.
Samrådet er indkaldt efter at DR i dokumentarserien ”Sådan Svindles Danmark” afslørede, hvordan Syrienskrigere og spanske islamister optrådte som direktører i firmaer, der mistænkes for moms- og afgiftssvindel for millioner af kroner med bl.a. slik, sodavand, kyllingekød, elektronik og mobiltelefoner.