Moderaternes partisekretær stopper

Efter flere ugers uro i partiet stopper Kirsten Munch for at give partiet "ro til arbejdet".

Ifølge partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) har Kirsten Munch ”måttet stå uretmæssigt for skud i den seneste tid”. Han er "oprigtig ked af" at modtage Kirsten Munchs opsigelse. DR Collage: Nathalie Nystad

Moderaternes partisekretær, Kirsten Munch Andersen, stopper efter den seneste tids uro i partiet, meddeler Moderaterne i en pressemeddelelse.

- Moderaterne og ikke mindst medarbejderne fortjener at få ro til arbejdet. Det er der brug for, siger Kirsten Munch Andersen i pressemeddelelsen.

Kirsten Munch siger, at det "helt og holdent" er hendes egen beslutning at stoppe, selvom forretningsudvalget har bedt mig om fortsat at stå i spidsen for at bygge partiet op.

I samme pressemeddelelse siger partiformand Lars Løkke Rasmussen, at Kirsten Munch ”måtte stå uretmæssigt for skud i den seneste tid”.

- Jeg blev oprigtig ked af at modtage Kirstens opsigelse. Hun har om nogen trukket det store læs med at omdanne en gryende politisk bevægelse til et parti, der ved folketingsvalget blev det tredjestørste, skabte opbrud i blokpolitikken og kom direkte i regering, siger Løkke i pressemeddelelse.

Som midlertidig partisekretær har forretningsudvalget konstitueret Morten Brautsch i perioden 1. oktober til 1. februar 2025. Morten Brautsch er nuværende særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Udenrigsministeriet.

Tyrannisk ledelse

Uroen i partiet startede fredag den 30. august, da B.T. kunne bringe historien om, at fem nuværende og enkelte tidligere medarbejdere havde sendt en indberetning til Arbejdstilsynet den 15. august, hvor de beskriver sexisme, mobning og en ledelse, der ikke håndterer problemer.

DR har set uddrag af denne indberetning, hvor der blandt står, at ledelsen er "tyrannisk", og at det ikke er "ualmindeligt at medarbejdere bryder sammen på gangene eller går grædende hjem".

I den indberetning er Kirsten Munch nævnt med navn. Til DR sagde hun selv, at hun ikke kunne genkende billedet, der blev tegnet af partiet.

Usaglige fyringer

Arbejdstilsynet har siden besøgt partiets sekretariat tre gange, hvor de i deres høringsbrev beskriver, at "at alle ansatte og flere ledere var tydelig berørte, grådlabile og nervøse under samtalerne" med tilsynet.

De beskrivelser er noget af "det mest alvorlige" professor i arbejdsmiljø på SDU Peter Hasle har set i forhold til mobning og krænkelser.

Som konsekvens af problemerne med arbejdsmiljøet i partiet, fyrede Moderaterne de medarbejdere, der ikke havde taget en frivillig fratrædelse i den politiske afdeling på partiets sekretariat.

Ifølge Lars Løkke Rasmussen var det et udtryk for en "ny start".

- Vi har måttet konstatere, at vi har en enkelt afdeling på vores sekretariat, som vi ikke tror kan komme til at fungere med den besætning, vi har, og derfor giver vi den en frisk start.

De fyringer betragter fagforeningen Djøf, der organiserer medarbejderne, som usaglige. Begrundelsen er "manglende tillid", men det mener Djøf ikke er tilstrækkelig begrundelse for at fyre medarbejdere.

- Det er vores helt klare opfattelse, at de medarbejdere, som nu er blevet fyret, ikke var dem, der var problemet. Og det er derfor, vi mener, denne her fyring er usaglig, siger fagforeningens administrerende direktør, Tomas Therkildsen.

Ifølge ham valgte partiet at "skyde budbringeren".

Nu har Kirsten Munch Andersen så også valgt at forlade sin stilling i partiet.