Minister var 'målløs' over asbest-sag, men vil skære i Arbejdstilsynet: 'Det skriger til himlen. Det er dybt dobbeltmoralsk'

Kritikken fra DF og SF bliver afvist af beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen garanterer, at de planlagte besparelser på Arbejdstilsynet ikke vil føre til flere sager som den i Sønderborg. Hun er "dybt rystet og forarget" over sagen, siger hun. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Da det for to dage siden kom frem, at Arbejdstilsynet har grebet ind i en sag, hvor unge arbejdede med farligt asbestmateriale, sagde beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), at det var "det værste, hun har set som minister".

Men hendes forargelse klinger hult, når regeringen samtidig lægger op til at spare på Arbejdstilsynet, lyder det nu fra flere sider.

- Man kan ikke på den ene side være forarget over det her, og på den anden side præsentere et finanslovsudspil, hvor man skærer meget kraftigt i bevillingerne til Arbejdstilsynet.

- Det skriger til himlen. Det er dybt dobbeltmoralsk, siger Dansk Folkepartis finansordfører, Peter Kofod.

I videoen herunder siger Peter Kofod, at beskæftigelsesministeren er dobbeltmoralsk.

Han tror, at besparelserne vil betyde, at den slags sager i fremtiden vil gå under radaren og kommer derfor med et klart opråb til ministeren og regeringen:

- Jeg synes, regeringen skal tage de håbløse besparelser af bordet lige på stedet.

Arbejdstilsynets budget for 2024 er på 619,5 millioner kroner.

Sidste år gennemførte tilsynet ifølge en årsrapport cirka 49.200 tilsyn - en fjerdedel af disse var såkaldte "helhedsorienterede tilsyn" med bygge- og anlægsbranchen.

'Det drejer sig om liv og død'

Regeringen lægger op til at spare godt 7,1 millioner kroner i 2025 og 18 millioner kroner årligt herefter hos Arbejdstilsynet, fremgår det af udspillet til næste års finanslov.

Besparelserne skal ses i konteksten af en plan for, hvordan man kan spare i alt 1.000 årsværk, hvilket kommer til at svare til 500 millioner kroner.

I et faktaark over de planlagte besparelser står der dog, at Arbejdstilsynet blot skal "målrette tilsynsindsatsen", og for eksempel kan der være tale om "færre tilsyn i brancher med lav risiko".

Men den køber Peter Kofod ikke.

- Der er jo ikke nogen, der tror, at Arbejdstilsynet kontrollerer noget, der ikke er nogen risiko ved. Sådan er det jo ikke i den virkelige verden, siger han.

SF's finansordfører, Lisbeth Bech-Nielsen, er enig. Og denne opsigtsvækkende sag, hvor det senere har vist sig, at der er tale om seks "sårbare" børn og unge mellem 12 og 16 år, bekræfter netop dét, mener hun.

- På overfladen skulle det her bare være nedrivning af et byggeri. Fordi Arbejdstilsynet heldigvis var på besøg, opdagede man, hvor grelt det stod til. Det kan man ikke vide fra et skrivebord. Man bliver nødt til at have folk på jorden, siger hun.

En aktindsigt i påbuddene fra Arbejdstilsynet dokumenterer, at de 12-16-årige udover at have arbejdet med de sundhedsfarlige asbestmaterialer, også har arbejdet om natten og er blevet aflønnet med elektronik.

Lisbeth Bech-Nielsen er ikke tryg ved regeringens besparelser, selvom de er rettet mod tilsyn med brancher, der har "lav risiko", siger hun i videoen her.

Ligesom Peter Kofod kommer Lisbeth Bech-Nielsen med en klar opfordring til regeringen om at opgive besparelserne. Hun mener i stedet, at der burde tilføres flere og ikke færre penge til tilsynet.

- Hvis ministeren er så bestyrtet, så burde hun droppe de 18 millioners besparelse på Arbejdstilsynet. I forvejen har Arbejdstilsynet været udsat for besparelser, siger hun og fortsætter:

- Det må stoppe. Det drejer sig om liv og død.

Minister garanterer: Besparelser rammer ikke asbest-indsats

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) hælder kritikken ned ad brættet. Den er både misforstået og malplaceret, mener hun.

- Vi sparer ikke på asbestindsatsen. Tværtimod strammer vi lovgivningen, siger hun og henviser til, at det i forsommeren blev vedtaget, at virksomheder skal have en autorisation - altså være godkendt af myndighederne - for at arbejde med asbest.

Men du kan vel ikke garantere, at det ikke går ud over den her slags kontroller, når man skal spare 18 millioner kroner om året i Arbejdstilsynet?

- Jo. Det er ikke deres indsats mod asbest. Vi har politisk et meget stort fokus hér, og det har Arbejdstilsynet også, fordi det er så farligt at arbejde med, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

De brancher, som i regeringens plan for besparelser betragtes som "lav risiko", er for eksempel kontorarbejdspladser og visse butikker - ikke byggepladser, understreger ministeren.

- Asbest hører så absolut til i højrisiko-enden, og Arbejdstilsynet arbejder sådan, at de steder, hvor der er høj risiko for fare, bliver prioriteret højest, siger hun.

I videoen her kan du se beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen forklare, hvorfor besparelserne ikke kommer til at ramme asbestindsatsen.