Borgmester kalder det 'forkasteligt': Udsatte børn arbejdede med farlig asbest

Mindst tre børn har arbejdet ulovligt med farligt materiale. Udsatte unge er blevet udnyttet, siger borgmester.

Billeder af eternitplader - Den slags plader, som børnene har arbejdet med. (Arkivfoto)

Seks børn i alderen 12-16 år arbejdede for virksomheden LM Multiservices, der er blevet anklaget for at hyre børn til at udføre ulovligt arbejde med farligt asbestmateriale.

Det oplyser Odsherreds borgmester, Karina Vincentz, til TV 2 og DR Nyheder.

Borgmesteren siger, at mindst tre af de seks børn har haft med det farlige materiale at gøre i forbindelse med nedrivning af et tag på en landejendom i Sønderjylland.

- Vi ved ikke, om alle seks har arbejdet med asbest. Men vi har en stærk formodning om, at de tre af dem har. De tre andre er vi ikke helt klar over, hvilken type arbejde de har lavet for virksomheden.

- Jeg er næsten tom for ord, fordi det er så forkasteligt og amoralsk, at nogle mennesker udnytter børn og unge på denne her måde. Det kan man kun tage kraftigt afstand fra. Jeg har aldrig set noget lignende, siger borgmesteren, der repræsenterer lokallisten Nyt Odsherred.

Det var Arbejdstilsynet, der for nogle uger siden orienterede kommunen om sagen.

Ifølge borgmesteren er der tale om udsatte børn, som arbejdede på landejendommen.

- Vi har haft tæt kontakt i de seneste uger med børnene og deres familier. Det er nogle, vi kendte lidt i forvejen, og det er sårbare børn og unge, der har udfordringer i forvejen, og som vi kender fra nogle af kommunens foranstaltninger, siger hun.

Vi ved, at de har været sendt ud om natten for at arbejde, og jeg undrer mig over, hvor forældrene er henne i denne sammenhæng, for de må også have vidst, at deres unge har været væk om natten, siger borgmester Karina Vincentz Andersen. (Foto: © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix, Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

Børnene arbejdede om natten

Børnene har ifølge borgmesterens oplysninger også arbejdet om natten, og de er angiveligt blevet betalt med kontanter og elektronik.

- Vi ved, at de har været sendt ud om natten for at arbejde, og jeg undrer mig over, hvor forældrene er henne i denne sammenhæng, for de må også have vidst, at deres unge har været væk om natten, siger Karina Vincentz.

Kommunen har en formodning om, at det er et af de andre børn, der har en relation til virksomhedsejeren, og at de øvrige børn derigennem er blevet ansat i virksomheden.

I går sagde en af virksomhedens ejere, Joe Mammen, til Radio IIII, at man var blevet hyret som underleverandør, og at den virksomhed, som havde hyret LM Multiservices, burde have tjekket de ansatte.

- Det burde de have haft styr på, inden de satte dem i gang, sagde han.

Sagen har medført, at virksomheden er blevet politianmeldt.

'Virkeligheden overgår fantastien'

Det var et tilsynsbesøg på landejendommen i Sønderborg Kommune for en lille måneds tid siden, der fik sagen til at rulle. Tilsynet resulterede i ikke mindre end 14 såkaldte strakspåbud fra Arbejdstilsynet.

Virksomheden fik både påbud på grund af børnenes ulovlige arbejde, arbejdet med farlige stoffer og for at håndtere materialer uden brug af sikkerhedsforanstaltninger.

Odsherred Kommune er inde i sagen, fordi virksomheden hører til der.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) udtalte i sidste uge, at "virkeligheden overgår fantasien i denne sag".

- Det gør mig simpelthen så vred, at nogle voksne tilsyneladende har været fuldstændig ligeglade med de her børns liv og helbred, og jeg håber ikke, at de bliver syge af den her skødesløse omgang med et så farligt stof som asbest, sagde hun.