Liberal Alliances økonomi- og indenrigsminister, Simon Emil Ammitzbøll-Bille, kan stadig ikke sige klart ja til, at hans parti lægger stemmer til en færdigbehandlet finanslov.
Den opsigtsvækkende melding kommer, efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) her til eftermiddag forsøgte at understrege, at regeringen står sammen - også når finansloven kommer til endelig afstemning i folketingssalen senere på måneden.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille nægter at give garantier, og direkte adspurgt, om han kan love statsministeren, at han stemmer for finansloven, lyder svaret:
- Jeg deler statsministerens optimisme i forhold til, at vi lander en skatte- og udlændingeaftale inden tredjebehandlingen.
Og hvis der ikke kommer en skatteaftale?
- Jamen, hvis og hvis. Jeg er utrolig optimistisk i forhold til, at vi lander en skatteaftale, der sænker skatten på arbejde for ganske almindelige danskere, og en aftale, der strammer udlændingepolitikken.
LA: Handler ikke om trusler
Men er der stadig en trussel om, at I kan finde på ikke at stemme for finansloven, hvis der ikke er en skatteaftale?
- Det her handler ikke om trusler. Det handler om, som statsministeren sagde, at han lægger afgørende vægt på, at vi lander en skatteaftale og en udlændingeaftale inden tredjebehandlingen.
Og ellers ville I ikke stemme for en finanslov, sagde I i fredags.
- Vi har det præcis lige som statsministeren.
I sagde i fredags, at I ikke ville stemme for finansloven ellers.
- Vi har sagt, at vi tror, at det kan lade sig gøre at lande en skatteaftale og en udlændingeaftale inden tredjebehandlingen af finansloven. Det troede vi i fredags. Det tror vi i dag.
Og hvis ikke?
- Jeg går ikke så meget op i, hvis det ikke kan ske, fordi jeg er optimist, så jeg tror, at det kan lade sig gøre.
Siger I stadig i dag, at hvis der ikke kommer en skatteaftale, så kan I ikke stemme for finansloven?
- Vi siger lige som statsministeren, at vi lægger afgørende vægt på, at de her to aftaler er klar, inden vi kommer til tredjebehandlingen af finansloven, siger Simon Emil Ammitzbøll-Bille.