Danmark ønsker at få en placering, der er så tæt på det europæiske politisamarbejde Europol som muligt.
Derudover vil Danmark muligvis også søge tilknytning til de øvrige EU-lande på en række andre områder med tilknytning til politi- og retsområdet - men partierne i Folketinget er indtil videre ikke enige om hvilke.
Det skal der forhandles om med Løkke for bordenden.
Møde i december
Sådan gør statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) boet op i et brev, han har sendt til Europa-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, og formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk.
Brevet er en opfølgning på Løkke Rasmussens møde med de to EU-chefer i Bruxelles få dage efter folkeafstemningen den 3. december.
Her fik Tusk og Juncker en orientering om folkeafstemningen, hvor vælgerne sagde nej til en tilvalgsordning som erstatning for det danske EU-retsforbehold. De bad derefter Lars Løkke Rasmussen om en skriftlig fortolkning af det danske nej.
Partier ikke enige endnu
Efter en række møder i Statsministeriet er denne fortolkning nu sendt til Bruxelles.
Løkke skriver i sit brev, at de danske partier ønsker Danmark så tæt knyttet til Europol som muligt. Det er ikke overraskende.
Men derefter indrømmer statsministeren, at de danske politikere ikke er nået til enighed om, hvad der i øvrigt bør være den danske status fremover.
- Vi har overvejet muligheden af fortsat dansk tilknytning til en række retsakter med tilknytning til grænseoverskridende kriminalitet. Disse overvejelser er dog ikke afsluttede, skriver Lars Løkke Rasmussen i brevet.
Ny folkeafstemning?
Dermed er der lagt op til et spændende forhandlingsforløb både i Bruxelles og København senere på året - formelt begynder det hele, når den ny Europol-forordning er offentliggjort på korrekt, formel, vis i løbet af foråret.
Da Lars Løkke Rasmussen var i Bruxelles i december for at mødes med Junckser og Tusk, var det hans vurdering, at det ville være svært at få en parallelaftale om dansk tilknytning til Europol.
Slutresultatet kan derfor blive en ny folkeafstemning - denne gang om en tilvalgsaftale, der kun omfatter Europol og måske enkelte andre områder.