Venstre vandt valget roligt i Kalundborg

Martin Damm bliver siddende efter rolig valgaften i Nordvestsjælland.

Venstres Martin Damm (midt i billedet) genvinder borgmesterposten. (Foto: © Thor Stauner Bill, Thor Stauner Bill)

Det endte som en ganske stilfærdig valgaften på Kalundborg Rådhus. For det gik som forventet. Martin Damm (V) sikrede sig borgmesterposten for tredje gang.

Venstre havde på forhånd sikret Martin Damm gunstige forhold ved at indgå i valgforbund med Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Partierne i det blå valgforbund gik en smule tilbage, men det var altså ikke nok til at rykke stolen under Martin Damm.

Kun Liberal Alliance gik frem, men fik dog alligevel ikke stemmer nok til at sikre sig et mandat.

Af Venstres forbundskammerater var det kun Radikale Venstre, der mistede et mandat, og partiet sidder nu i byrådet med et enkelt mandat.

På trods af nederlaget fik Socialdemokratiet faktisk et ganske glimrende valg. Omkring 1000 ekstra vælgere havde valgt at sætte deres kryds ved S, og det gav altså to nye mandater til Socialdemokratiet, der samlet endte med otte mandater.

Både Enhedslisten og SF endte med et enkelt mandat.

Alternativet og Nye Borgerlige måtte begge gå skuffede hjem for med henholdsvis 1,3 procent og 1,9 procent af stemmerne. Det betyder ingen pladser i byrådet til de nye partier på stemmesedlen.