Konservative efterlyser økonomiske sanktioner mod Rusland

Udenrigsordfører Naser Khader efterlyser økonomiske sanktioner mod præsident Vladimir Putin.

Udenrigsordfører (K) Naser Khader ser gerne, at der bliver taget yderligere skridt mod Vladimir Putin, der kan ramme ham og hans inderkreds økonomisk. (Foto: © Sarah Christine Nørgaard, Scanpix)

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og regeringens beslutning om at deltage i en koordineret reaktion mod Rusland og udvise to russiske diplomater møder fuld opbakning fra regeringspartiet de Konservative.

For det er på tide, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, bliver mødt med konsekvenser – også af den slags, han personligt kan mærke, lyder det fra Naser Khader, udenrigsordfører for de Konservative.

Han efterlyser, at regeringen tager initiativ til endnu flere sanktioner mod Rusland.

- Jeg mener, at vi bør tage endnu flere skridt. Blandt andet så vi skærper sanktionerne, så de rammer Putin og hans indercirkel, siger han.

Koordineret reaktion mod Rusland

Danmark offentliggjorde sammen med 13 andre EU-lande, USA, Ukraine, Canada og Albanien tidligere i dag, at man udviser russiske diplomater som reaktion på et nervegiftangreb i den sydengelske by Salisbury i begyndelsen af marts.

Her blev den 66-årige russiske eks-spion Sergej Skripal og hans 33-årige datter Julia forgiftet med det, den britiske regering mener, er den russiske nervegift Novichok.

Storbritanniens premierminister, Theresa May, har sagt, at der er bevis for, at Rusland har udviklet og opbevaret nervegiften, og at det derfor højst sandsynligt er Rusland, som bærer ansvaret for angrebet.

En holdning som deles i toppen af EU-systemet, efter et topmøde mellem landenes stats- og regeringschefer i slutningen af sidste uge.

Foruden nervegiftangrebet har Rusland spillet en kontroversiel rolle i den syriske borgerkrig.

USA har anklaget landet for at dræbe civile, mens det nylige præsidentvalg i Rusland modtog kritik fra internationale valgobservatører, der betegnede valghandlingen gennemført i et ”overdrevent kontrolleret miljø”, med konstant pres på kritiske røster af Vladimir Putin.

Konservative vil have opgør med Putins oligarker

Derfor er det tid til, at Putin bliver ramt med skærpede, økonomiske sanktioner, siger Naser Khader.

- De sanktioner, der har været, har ikke haft nogen konsekvenser for Putin eller indercirklen omkring ham – oligarkerne. Dem bør man også gå efter, siger han.

Men det skal helst ske i fællesskab med ligesindede lande, bedyrer Khader, der gerne ser, at flere EU-lande melder sig ind i den fælles vestlige front mod Rusland.

- Jeg kunne godt tænke mig, at det var alle EU-lande, men sådan er det ikke på nuværende tidspunkt.