Inden møde dumper minister branchens egne regler om fødevarereklamer rettet mod børn: Der skal lovgivning til

Fødevareproducenternes frivillige kodeks har ikke fungeret godt nok, lyder det fra erhvervsministeren inden møde.

Morten Bødskov (S) har tidligere haft møde med flere af landets influencere. Nu er turen kommet til virksomhederne. (© (c) DR/Scanpix)

Rettelse: Det er tilføjet i artiklen, at forbrugerombudsmanden afviser, at sagsbehandlingstiden er 18 måneder. Citat fra Forbrugerombudsmanden er tilføjet.

Det er tilføjet i artiklen, at forbrugerombudsmanden afviser, at sagsbehandlingstiden er 18 måneder. Citat fra Forbrugerombudsmanden er tilføjet.

Senere i dag tikker der en invitation ind til flere af landets største fødevareproducenter fra landets erhvervsminister Morten Bødskov (S).

Her står én ting på dagsordenen. Hvordan man sikrer, at danske børn og unge ikke rammes af reklamer for usunde fødevarer.

- Jeg håber at se de store producenter af chips, chokolade, sodavand, energidrikke, burgere og andet fastfood, siger Morten Bødskov.

Bagtæppet for mødet er to sager, hvor danske virksomheder har brugt influencere, hvis målgruppe blandt andet er børn, til at sælge deres usunde fødevarer.

Sager, hvor branchens eget kodeks - Kodeks for Fødevarereklamer - har givet Forbrugerrådet Tænk medhold i, at Orkla, der står bag Kims, og burgerkæden The Burger Concept, skulle have skærmet børn bedre mod deres reklamer.

Morten Bødskov gør det også klart, at han håber at se begge virksomheder til mødet.

Men allerede inden mødet med fødevareproducenterne dumper erhvervsminister Morten Bødskov kodekset, der er branchens forsøg på at regulere sig selv.

Har det her kodeks spillet fallit?

- Jeg synes ikke, at det har fungeret godt nok. Og når man ser på, hvor voldsomt der bliver eksponeret overfor børn, når der sker brud på kodeks, så synes jeg ikke, at det fungerer godt nok, siger Morten Bødskov til DR Nyheder.

- Løsningen skal findes ved at lave ny lovgivning, fortsætter erhvervsministeren.

Bødskov har tidligere sagt, at han var helt overbevist om, at der er lovgivning på vej. Op til mødet understreger han igen, at det er der, løsningen skal findes.

Og altså ikke gennem et frivilligt kodeks.

Du kan se et eksempel på den kritiserede kampagne fra Morten Münsters YouTube-profil her. I videoen har han besøg af Jas & Mika, der også var en del af kampagnen og ligeledes blev vurderet til at have børn i målgruppen.

Kodeks mangler sanktionsmuligheder

Lige nu står der ikke noget specifikt i markedsføringsloven om usunde fødevarer.

Morten Bødskov har tidligere luftet idéen om, at man sidestiller usunde fødevarer med alkohol i loven.

Her fremgår det helt klart, at "handelspraksis rettet mod børn og unge under 18 år må ikke indeholde omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol".

Allerede da Orkla blev anmeldt af Forbrugerrådet Tænk, valgte man at sætte en aldersbegrænsning på 18 år på flere YouTube-videoer, hvor de udvalgte influencere reklamerede for chipsene.

Den stort anlagte 'Kims Chips Battle' løb dog i sin fulde længde, og salget blev altså ikke stoppet, da Forum for Fødevarer gav Tænk medhold i deres klage.

Burgerkæden The Burger Concept, der brugte influenceren Alexander Husum til at sælge deres burgere, valgte at stoppe salget af influencerburgeren, da de fik kritik fra branchens eget kodeks. Her var der dog kun lidt over en uge tilbage af kampagnen.

Forum for Fødevarer har ikke nogen sanktionsmuligheder. Noget, Morten Bødskov også påpeger.

- Det har været et fint forsøg, men det kan jo hverken i reaktion eller sanktionsmuligheder rumme det faktum, at sociale medier for mange børn og unge er en helt central del af deres liv.

Sidste år solgte Kims 1,3 millioner poser chips på 14 uger under deres chipsbattle. (Foto: © Arkivfoto: Signe Wolthers)

Dansk Industri uenig med minister

Hos Dansk Industri, der blandt andet repræsenterer flere af de store fødevareproducenter, er man lodret uenig med ministeren.

Her mener man, at kodekset formår at regulere branchen mere effektivt end Forbrugerombudsmanden, der holder øje med, om erhvervslivet overholder reglerne og kan anmelde virksomheder for brud på loven.

- Vi har ikke behov for mere lovgivning. Kodekset opererer i forvejen hurtigere end ombudsmanden, siger Leif Nielsen, der er branchedirektør for DI Fødevarer.

- Sagsbehandlingstiden hos Forbrugerombudsmanden, som jo er ministerens eget organ til at håndhæve de her rammer, ligger jo på 18 måneder plus for sager, der handler om markedsføring mod børn.

Mangler det her kodeks ikke muskler?

- Det kan du sige, men hvad tror du, der sker efter 18 måneder, når Forbrugerombudsmanden har behandlet en klage om markedsføring mod børn og måske har besluttet sig for at rejse en sag? Så er kampagnen jo længe overstået og længe forbi.

Har jeres selvregulering været god nok?

- Ja, det synes jeg faktisk, den har.

Forbrugerombudsmanden afviser, at klagebehandlingstiden er så lang, som Leif Nielsen påstår.

- Det er ikke på nogen måde et tal, som vi kan genkende, lyder det i et skriftligt svar.

- Vi har beregnet sagsbehandlingstiden for sager vedrørende børn og unge i årene 2020-2023. Vi kan oplyse, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i årene 2020-2023 var 135 dage.

Bødskov har samlet flertal hos regeringskollegerne

Morten Bødskov mener godt, at der kan være et kodeks samtidig med, at lovgivningen bliver skarpere. Men i så fald skal kodekset skærpes.

- Det kan jo bruges i den tid, man er i, men der, hvor vi for alvor sidder og kigger, er lovgivning, siger Morten Bødskov.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvornår vi kommer til at se ny lovgivning. Ligesom erhvervsministeren endnu ikke har lagt sig fast på, hvad den nye lovgivning konkret skal være, så er det også svært at få svar på, hvornår der kommer et lovforslag.

- Jeg er ikke i stand til at give dig en deadline for, hvornår vi eventuelt vil fremsætte lovgivning. Men vi kigger på mulighederne for at skærpe lovgivningen. Det er vigtigt, og ud af det kommer der sikkert opstramninger, siger Morten Bødskov.

Har du flertal for at stramme lovgivningen?

- Jeg håber helt bestemt, at der vil være opbakning til det her. Og når man lytter til, hvad de forskellige partier siger, så virker det ikke ligefrem til, at der er nogle, der har lyst til at slække på det.

Så du ved sådan set ikke, om der er et flertal i Folketinget for at lave skarpere lovgivning?

- Nu har jeg en drøftelse med influencere og fødevareproducenter, og når jeg så ved, hvad der skal til, så tager jeg en drøftelse med Folketingets partier om det. Det er helt vandt procedure.

Men du har ikke lige taget en kop kaffe med Venstre og Moderaterne for at høre, om de var ombord?

- Vi har selvfølgelig drøftet det her, og der er en bred opbakning til, hvordan vi kan skærpe indsatsen.

Så er der jo flertal?

- Jo jo, men nu spurgte du jo til Folketinget, afslutter Morten Bødskov.

Mødet forventes afholdt i denne måned.